
Guldsmeden Bendix Copenhagen er denne weekend klar til at åbne i nyindrettede lokaler på Hundested Havn. Turen er gået fra den lille forretning i 'Strædet' ved Kajgaden til Nordre Beddingsvej 24, hvor det tidligere møbelsnedkeri er ombygget med nye lokaler til smykkefremstilling, mødefaciliteter og showroom.
"Vi har klaret flytningen og glæder os til at byde kunder og samarbejdspartner velkommen i de nye lokaler," siger Christina Bendix. I åbningsweekenden bydes velkommen kl. 14 lørdag og kl. 10 søndag – naturligvis under hensyntagen til coronaretningslinjerne.
Bendix-virksomheden arbejder internationalt med design og produktion af smykker og har haft til huse på Hundested havn siden 2017 – først i en skurvogn, derefter i Propellen ved Kajgaden, men større lokaler har længe været på ønskelisten.