Frederikssundsvej spærret i weekenden

Foto: Anders Nordstrand Nielsen, Anders Nordstrand

I forbindelse med ombygningen af Kregmerundkørslen varsler Vejdirektoratet spærring af en del af Frederikssundsvej ved rundkørslen hele den kommende weekend.

"Spærringen vil blive etableret fredag den 15. januar kl. 18.00 og fjernet igen mandag den 18. kl. 05.00," melder Vejdirektoratet.

Det vil sige, at Hillerødvej fortsat er åben, men der kan ikke køres til og fra Frederikssundsvej i det midlertidige vejkryds ved Kregmerundkørslen, og trafikanter til/fra f.eks. Frederikssund kan køre via Ølsted.

Modulvogntog skal imidlertid ud på en længere omvej på ruter, som er egnet til den type køretøjer.

Opdateret info om spærringen

I en opdatering på vd.dk skriver Vejdirektoratet:

"I den kommende weekend spærrer Vejdirektoratet Frederikssundsvej i Kregme ved den sydlige rundkørsel ved Ølsted. Dog vil indkørsel fra rundkørslen til Præstesvinget stadig være mulig. Spærringen etableres fredag den 15. januar kl. 18.00 og varer til mandag den 18. januar kl. 05.00.

Hvis man kommer fra Frederikssund, skal man dreje fra i Ølsted ved Gydebakken og følge skiltene til Hillerødvej. Tilsvarende skal bilister på rute 16 i retning mod Frederikssund dreje fra ved Ubberupvej. Besøgende til Kregme Kirke skal benytte p-pladsen ved kirkens bagindgang. Vejdirektoratet beklager på forhånd det besvær, som omkørslen måtte medføre for trafikanterne."