Far træner også med hoolahopring

Foto: Hanne Guldberg Mikkelsen
Hulahopringe til julemærkehjemmet.
  090812 Foto: Allan Nørregaard
Hulahopringe til julemærkehjemmet. 090812 Foto: Allan Nørregaard

Det lille firma Innertrak ApS, som har til huse på Hanehoved og sælger Powerhoops til hele landet, er en solskinssucceshistorie i en tid, der ellers stadig er præget af finanskrisesnak.

For snart tre år siden hørte 40-årige Vivi Visby tilfældigt om hoolahop træningen fra en veninde i Norge, hvor ringene for alvor havde slået an.

– Jeg er ikke rigtig fitness-typen, jeg vil gerne springe over, hvor gærdet er lavest, griner hun.

– Og det her lød sjovt. Men næsten for godt til at være sandt. Nærmest sådan lidt tv-shop-agtigt. Men jeg importerede tre ringe, en til mig selv, en til børnene og en til min nabo.

Naboen er tidligere fitnessinstruktør, nu ansat i Innertrak, Camilla Dúval Jensen.

– Det var meningen, jeg skulle have det som en nebengeschäft til mit arbejde som salgskonsulent.

I dag er firmaet heltids for Vivi med Camilla ansat på halv tid. I løbet af de tre år, firmaet har eksisteret, er der solgt 70.000 powerhoops. Blandt andet takket være et indslag i tv2s Go Morgen Danmark.

– Jeg lå simpelthen vandret efter det, fortæller Vivi.

– Arbejdede fjorten timer i døgnet – og så var det, jeg ansatte Camilla.

I dag arbejder de to med salg, med kurser, med workshops og Camilla især med udvikling af træningsprogrammer til hoolahop ringen. For eksempel til de mange fysioterapeuter, der har taget hoolahopringstræningen til sig.

– Nutidens stillesiddende arbejde er ikke godt for lænd og ryg, siger Vivi Visby, der har fået selv sin mand til at hoolahoppe. Han er sømand på verdenshavene, lige p.t. i Australien. Vivi er selv oprindelig fra Frederiksværk, hvor hun også mødte sin mand, der kom fra Nordjylland for at arbejde på stålvalseværket. Men er hoolahop nu en særlig maskulin sport?

– Det tog mig halvanden år at overtale ham – men nu kan han se og mærke, at det er hele kernemaskulaturen, som er basis for al sportsudøvelse, man træner på denne måde, så nu er han i gang.