Frederiksværk: Der bliver hamret og banket og pudset, og man kan også lugte, at der stadig bliver arbejdet på livet løs på Nørregade 19 i Frederiksværk.
1.februar åbner mobilværkstedet Ducator i nye og markant større lokaler end dem, man hidtil har haft på Undalsvej i Kregme.
– Vi groede ud. Vi er ekspanderet voldsomt, og vi havde 40 kvadratmeter, så vi havde brug for mere plads, siger Ken Olsen, der er indehaver af forretningen, der til daglig bliver drevet af hans sønner Nicolai og Søren.
Det nye lokale er 220 kvadratmeter.

Selve butiksarealet bliver dog ikke meget større end det forhenværende, men alt det administrative begyndte at fylde for meget.
Ducator har allerede godt fat i erhvervslivet, hvor man har mange faste kunder. Nye kunder er selvfølgelig altid velkomne, men håbet med den nye placering er – udover at der bliver bedre plads til alle de administrative opgaver – at Ducator kan fungere som en slags ungecafé for mange af kommunens unge, som savner et sjovt sted at være.
– Vi kommer til at have en e-simulator her i butikken, og i samarbejde med Gjethuset kommer vi også til arrangere LAN-party (gaming-arrangementer, red.). Der er et godt gaming-miljø her i byen, som vi kan støtte op om på den måde. Vi køber også nogle brætspil, som jo er blevet meget populært, fortæller Ken Olsen.

– Vi vil gerne have de unge mennesker til at blive en del af miljøet. Forområdet med de her ting skal lokke de unge. De skal have et sted at gå hen, siger Ken Olsen.
I lokalerne, hvor en tøjforretning tidligere havde til huse, har det krævet en stor mængde arbejde for at blive klar til åbningen af Ducators forretning. Blandt andet har det krævet 126 nye stikkontakter. Da avisen er forbi, mangler der fortsat at blive sat rillepaneler op.
– Men vi skal nok nå at blive færdige, fastslår Ken Olsen.
Butikken åbner officielt 1. februar.