Borgmester klar til at præsentere budgetforlig

Foto: Allan Nørregaard
Foto: Allan Nørregaard

Forhandlingerne om et nyt budgetforlig i Halsnæs Kommune ser ud til at være overstået. Borgmester Steffen Jensen(S) har indkaldt til pressemøde om kommunens budget for 2020, og det er forventningen, at han her vil præsentere en ny budgetaftale.

Hvor mange partier, der er en del af forliget vides endnu ikke. I 2018 blev der indgået en bred aftale mellem Socialdemokratiet, Venstre, SF og Enhedslisten. De fire partier er fortsat i spil til en ny aftale, mens Dansk Folkeparti har meddelt, at partiet ligesom sidste år står udenfor.

Borgmesteren har tidligere givet udtryk for, at han ønsker et bredt forlig, men at det kunne blive sværere i år.

Politikerne modtog i fredags 84 høringssvar til budgettet fra foreninger, råd, institutioner, udvalg og privatpersoner og har siden forhandlet om, hvordan budgettet skal skrues sammen.

Budgettet for 2020-23 skal endeligt vedtages ved andenbehandlingen i byrådet tirsdag 5. november.