Bøgebjerggård vil syde og boble af kultur

Bøgebjerggård vil syde og boble af kultur

Bøgebjerggård i Hundested har ligget ubenyttet hen, siden Halsnæs Heldagsskole rykkede ud for ca. halvandet år siden. Halsnæs Kommune har sat ejendommen til salg for en mindstepris af 6 mio. kroner, men endnu har ingen bidt på.

Nu kommer der liv igen på Bøgebjerggård, for en kort periode, når ejendommen de kommende uger danner ramme om en kulturfestival for lokale kulturudøvere – og for alle dem som har lyst til at opleve kunst og kultur skabt af andre Halsnæsborgere.

Det er den kulturelle ildsjæl Helga Jensen (Kulturstøberiet) og Gjethusleder Ulrik Münster-Swendsen, der har taget initiativ til "Halsnæs – Kulturligvis", som dette nye tiltag er døbt.

De har søgt og fået støtte til projektet fra Visionpuljen, Halsnæs Kommune.

Fantastiske rammer

Halsnæs Avis har været en tur på Bøgebjerggård med Helga Jensen for at høre mere om projektet:

"Det er jo et helt fantastisk sted med så mange muligheder. Det har stået tomt i halvandet år, græsset har fået lov at gro, og der er en charmerende stemning af let forfald. Det er råt og autentisk, kan man roligt sige."

"Vi har fået disse fantastiske rammer stillet til rådighed af Halsnæs Kommune i en kort periode, og nu skal rammerne fyldes ud af kulturaktører fra hele Halsnæs," fortæller Helga Jensen.

Nye netværk

Bøgebjerggård består af flere forskellige bygninger, en brostensbelagt gårdsplads og et kæmpe grønt udeareal:

"Ideen er at fylde hele Bøgebjerggård med kunst og kultur. Det vil blive en krydsning mellem en messe, et marked og en udstilling, hvor alle deltagende kulturudøvere får et rum hver, som man kan bruge som man vil."

"Rummene har forskellig karakter, nogle er store rustikke værksteder, andre har været undervisningslokaler og grupperum. Der er også store grønne udendørs arealer med mange muligheder," fortæller Helga Jensen og fortsætter:

"I stedet for bare at lave en udstilling, som er slut, når den slutter, så prøver vi med dette projekt at få nogle bolde sat i spil, der kan rulle videre."

"Kunstnere og kulturudøvere kender sjældent hinanden – her får de mulighed for at mødes på tværs af 'kulturarter'. De vil komme til at snakke sammen og få skabt nye netværk, som måske kan føre til nye samarbejder på tværs her i Halsnæs."

Køreplan

"Vi får nøglerne til stedet på mandag (9. august, red.). Så går vi i gang med at tørre støv af, fjerne spindelvæv og døde fluer."

"Vi har lavet aftale med Spejderloppen om at låne både møbler og ting til caféen. Så alt vil være til salg."

"Mandag og tirsdag 16.-17. august vil en formgiver holde kursus i fibercement for lokale kunstnere. Nogle vil arbejde videre med fibercement og skabe skulpturer til en senere udstilling langs kanalen i Frederiksværk."

"Der er stadig et par ledige pladser på kurset," tilføjer Helga Jensen.

Uge 33 vil også gå med forberedelser til weekenden 21.-22. august, hvor alle kan kigge forbi og se, hvad de mange lokale kulturudøvere har gang i.

Uge 34, fra mandag 23. til fredag 27. august, er der kunst-workshop for ca. lokale 100 skolebørn. Workshoppen vil udmønte sig i forskellige skilderier, som fortæller historier fra Halsnæs. Efter udstilling på Bøgebjerggård er det planen at de enkelte værker skal ud i lokalområderne.

Denne er uge vil også være åben for enkeltarrangementer i form af workshops, kurser, debatter, foredrag med mere, eller optræden med musik, digte, dans eller gøgl – hvis nogen melder sig på banen.

Weekenden 28.-29. august er der igen åbent for alle på Bøgebjerggård til Kulturligvis med udstillinger, arbejdende værksteder, musik og hyggelig café.

Det kan nås endnu

Selvom tilløbet til projekt Kulturligvis har været meget kort, er det lykkedes at engagere 30-40 lokale kulturudøvere. Men der er altid plads til én til…

"Hvis man synes det lyder spændende, så kan man stadig nå at hoppe på som kunstner. Her er masser af plads," understreger Helga Jensen.

Praktiske hjælpere

Det er ikke 'kun' kulturudøvere, der er brug for. Der er kan også sagtens bruges flere frivillige, som vil give en hånd med som praktiske hjælpere i kortere eller længere tid (det bestemmer man selv).

Det kan f.eks. være rengøring, indrette lokaler, passe caféen, kørsel med trailer – eller evt. lastbil (f.eks. transport af kunstværker).

Efter Bøgebjerggård

Selvom kulturfestivalen har sidste dag på Bøgebjerggård søndag 29. august, så er det ikke slut med projekt Kulturligvis.

I tiden efter vil et synligt resultat af nogle af kunstnernes arbejde kunne opleves i form af en skulpturudstilling i Frederiksværkskoven og langs kanalen.

Der vil også blive koncert i Gjethuset med nogle af de deltagende musikere.

Og mon ikke de nye netværk, som måtte opstå på Bøgebjerggård, vil kaste flere spændende arrangementer af sig i løbet af efteråret.

Fakta

Mere information om projekt "Halsnæs Kulturligvis" kan findes på hjemmesiden: kulturligvis.dk

Vil du melde dig som deltager eller praktisk hjælper, så skriv til Helga Jensen på mail: info@kulturligvis.dk eller ring til: 2190 7622.