Billeder: Direktørvilla forvandlet til rotterede

Foto: unknown, Hanne Guldberg Mikkelsen

Engang var Villa Alp på Torvet 10 i Frederiksværk en af stålbyens stolte ejendomme. Nu er huset gået fra pragt til rotterede.

Vild beplantning har overtaget væggene og trukket store dele af det gule puds ned, størstedelen af de gamle dannebrogsvinduer er smadrede, vinduesrammerne af træ er rådne og dørene har adskillige gange været banket ind. I dag er der pivåbent. Et kig gennem dørene afslører, at huset indenfor er muggent, at inventar som døre, gulv og lignende er smadret – og der er afføring op og ned ad væggene.

Villaen fra 1903 var oprindelig ejet af kancelliråd, hoteldirektører, siden af en grosserer, en vognmand – indtil det i 1970 blev købt af Frederiksværk Kommune og solgt igen i 2006. I dag ejes ejendommen af entreprenør m.m. Kim Johansen, som i 2006 gav 4,6 millioner for Alp.

Fra Torvets Bodega er der frit udsyn til forfaldet – og de tre gæster på bodegaen, som denne formiddag er ved at kickstarte dagen, synes alle, det er synd, at huset går til.

– Det var jo rigtig flot engang. Og det ligger her midt i byen. Vi taler tit om det, lyder det fra en kvindelig bodegagæst, mens en mand mener, at Halsnæs Kommune burde gribe ind.

– Der er også overnattende gæster engang imellem. Og unge, der holder fester. Og så kommer der engang imellem nogen, der tager billeder af det til bøger og andet. Fordi huset jo er bevaringsværdigt.

Bevaringsværdig er villaen dog ikke længere.

Alp stod på Halsnæs Kommunes liste over bevaringsværdige ejendomme (med en Save vurdering på 4) indtil september 2015, hvor listen over bevaringsværdige bygninger blev reduceret fra 328 til 144. Villaen optræder også i bogen over Historiske Huse i Frederiksværk, hvor der i 1986 er skrevet, at "Det er en pæn bygning, som passer fint ind i gadebilledet. Bygningen er godt vedligeholdt med gode vinduer og fine detaljer«…

På Facebook og nettet er der flere grupper, som i nyere tid plæderer for en bevarelse af det karakteristiske Frederiksværk-hus, som har bygningsdetaljer fælles med kirken, der ligger et stenkast derfra.

Villa Alp har igennem ti år været ejet af entreprenør, udlejer m.m. Kim Johansen.

– Vi venter på en ny lokalplan for området, som er ved at blive behandlet i Halsnæs Kommune. Det er meningen, der skal være et boligbyggeri på grunden, fortæller Kim Johansen, som »for lang tid siden« har indgivet tegninger til det nye boligområde. Ifølge dette er der, forklarer Kim Johansen, to muligheder: En, hvor villaen bevares og ligger for sig selv med mindre huse end i 2016-planen bag sig – og en hvor Alp nedrives og der bygges i en bue som afslutning på Torvet – her skal villa Alp nedrives.

Læs mere i Frederiksborg Amts Avis fredag