Bordtennis Der var dobbelt op på det grå guld da Steen E. Nielsen og Finn Bruun i den forgangne weekend repræsenterede Frederiksværk Bordtennisklub ved de østdanske veteranmesterskaber i Taastrup.
Begge stillede op i klassen for spillere over 60 år og begge endte med at stå på medaljeskamlens øverste trin.
I Herredouble fejede de to lokale pingpong ekvilibrister al modstand til side. På vej mod guldet tabte duoen kun et enkelt sæt, ellers var der tale om lutter 3-0 sejre. Parret sigter nu mod Veteran-DM i marts, hvor det blev til sølv i sidste sæson.
I singlerækken spillede Steen E. Nielsen sig til guld og et stærkt mesterskab efter en fornem indsats. I finalen besejrede han Lars G. Hansen fra Helsingør med 3-0 i sæt.
