Anders Thomas’ nye actionkomedie scorer masser af stjerner

Foto: Anders Nordstrand
Retfærdighedens Ryttere med velkendte skuespillere fra Anders Thomas Jensens tidligere film. Pressefoto
Retfærdighedens Ryttere med velkendte skuespillere fra Anders Thomas Jensens tidligere film. Pressefoto

Filminstruktøren Anders Thomas Jensen havde forleden premiere på actionkomedien Retfærdighedens Ryttere med en stribe prominente navne på rollelisten, og det er på ny blevet til en buket anmelderroser til den tidligere frederiksværker.

Han har haft et mix af vold og komik i sine manuskripter siden spillefilmdebuten Blinkende Lygter, derefter Adams Æbler, De Grønne Slagtere m.fl., og den nye film er ingen undtagelse i et plot med hævntørst, skyderi og tæv, blandet med de typiske 'AT'-replikker, som hiver humor ind i alvoren.

Og det er anmelderne tilsyneladende vilde med, for en stribe medier uddeler fem stjerner ud af seks mulige til Retfærdighedens Ryttere med Mads Mikkelsen, Nicolas Bro, Lars Brygmann og Nicolai Lie Kaas i de bærende roller.

Ikke alene får de fire velkendte spillere ros for deres præstationer – det gør deres yngre medspiller Andrea Heick Gadeberg så sandelige også. I filmen spiller hun Markus' (Mads Mikkelsen) teenagedatter, og de to har netop mistet deres kone/mor i noget der ligner en tragisk og tilfældig togulykke, men de tre excentriske kolleger Otto (Nikolaj Lie Kaas), Lennart (Lars Brygmann) og Emmenthaler (Nicolas Bro) dukker op med en helt anden forklaring, og derefter starter jagten på sandheden og retfærdigheden.

Udpluk af anmeldelser

"Det er, som om vores 90er- og 00er-helte er vendt tilbage her i vor tids dunkleste stund for at redde ikke bare dansk film og biograferne, men os alle ud af denne krisetid." Soundvenue

"Jeg tror sgu, at Jensen har lavet sin femte klassiker på stribe. Det er da ret godt gået." Ekstra Bladet.

"Hvor Anders Thomas Jensen med Blinkende Lygter spandt en nærmest poetisk historie rundt om den sorte humor, er det som om, helheden ikke står lige så knivskarpt i »Retfærdighedens ryttere«, selv om den forsøger." BT.

Det startede med film på gymnasiet

Anders Thomas Jensen lagde grunden til sin filmkarriere på Frederiksværk Gymnasium i 1980erne, da han sammen med vennen Tomas Villum eksperimenterede i skolens videoværksted og senere tog springet til store filmproduktioner.

Kortfilmen Valgaften vandt en Oscar i 1999, og året efter skrev og instruerede han debutfilmen Blinkende Lygter med blandt andre Mads Mikkelsen og Nikolai Lie Kaas på rollelisten. Film som Mifunes Sidste Sang, Brødre, Hævnen, Den Skaldede Frisør og Skammerens Datter har Anders Thomas ('AT') Jensen også leveret manuskripter til.