En 66-årig mand fra Liseleje er fredag formiddag blevet varetægtsfængslet frem til 5. april. Manden blev fremstillet i grundlovsforhør sigtet for at have brudt straffelovens paragraf 222 og 235, som omhandler sex med mindreårige under 15 år og besiddelse af børneporno.
– Sagen drejer sig om livestreaming af overgreb mod børn på Filippinerne og om besiddelse af børneporno. Politiet skal nu undersøge, hvad mandens rolle er i det, siger Bente Schnack.
Konkret lyder sigtelserne på medvirken til samleje med barn under 15 år, medvirken til voldtægt, medvirken til at en person under 18 år deltager i en forestilling med pornografisk optræden og besiddelse af pornografisk materiale af børn under 18 år.
Stået på i flere år
Retten i Hillerød besluttede at fængsle manden, fordi man mente, at der er risiko for, at han ville fortsætte sine ulovligheder og påvirke politiets efterforskning.
– Han blev fængslet, fordi retten vurderede, at der var gentagelsesrisiko og påvirkningsrisiko, siger Bente Schnack, specialanklager i Nordsjællands Politi.
Ifølge politiet er episoderne, der har ført til sigtelserne, foregået i knap to år lang periode – fra maj 2021 og indtil manden fornylig blev anholdt.
Den, der har samleje med et barn under 15 år, straffes med fængsel indtil 8 år, medmindre forholdet er omfattet af § 216, stk. 2. (…) Den, som udbreder pornografiske fotografier eller film, andre pornografiske visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år.
Straffeloven – § 222 og §235