170 sportsfolk hædret i Gjethuset

Det forgangne års mange imponerende sportspræstationer blev hyldet med priser og klapsalver i Gjethuset tirsdag aften

170 sportsfolk hædret ved Idrættens Dag

Prisvinderne samlet på scenen i Gjethuset

Hædring – Hvem kan – Halsnæs kan. Sådan fristes man til at sige efter op imod 350 mennesker havde en sportsfest med fejring og uddeling af priser ved Idrættens Dag tirsdag aften i Gjethuset.

Omkring 170 lokale sportsfolk blev hædret, og mindst ligeså mange ledsagere, klubfolk, indbudte gæster og nysgerrige delte gavmildt ud af klapsalver fra tilskuerpladserne. Udover hædring blev årets talent, årets klub, og årets idrætsleder samt vinderen af Gulvmåttens Sportspris afsløret.

Traditionen tro blev løjerne ført an af en veloplagt Peter Fjeldal der fra scenekanten guidede såvel aktører som publikum sikkert igennem aftenens program.

Talent på 14 år

Udvalgsformand Helle Lunderød havde fornøjelsen af at overrække aftenens første store pris, årets talent, til den blot 14-årige Christian Arly Photin Hansen fra Asserbo Golf Club / Smørum Golfklub.

Christian Arly Photin Hansen blev kåret som årets talent ved Idrættens Dag

– Årets talent startede til sin sport i en meget ung alder, hvor han dag efter dag trænede, nogle gange til langt efter mørkets frembrud. Og i 2022 tog karrieren for alvor fart for Christian der blev vinder af den danske ranglisteturnering for golfspillere op til 16 år. Han blev tillige dansk mester med sin nye klub Smørum, og han præsterede flotte internationale resultater i bl.a. Scotland, Italien, Frankrig og Sverige.

– Og så er han i øvrigt en rigtig god dreng med et lyst sind og altid med et smil på læben, lød det fra Helle Lunderød.

’Golf gavner’

Prisen som årets klub/forening gik til Asserbo Golf Club, og her var borgmester Steffen Jensen på scenen med rosende ord til klubben og specielt til golfklubbens projekt ’Golf Gavner’.

Et projekt der har aktiveret en stor flok kronisk syge i en skånsom sportsgren, der med det sociale og hyggelige i centrum har skabt et fællesskab om motion, konkurrence og fysisk træning til gavn for alle deltagerne.

Klubchef i Asserbo Golf Club Annie Christensen sammen med borgmester Steffen Jensen

– ’Golf Gavner’ er et tilbud, hvor vi i klubben ikke sætter fokus på hvad man ikke kan som kronisk syg, men derimod hvad man kan. Det har været en stor succes, og vi glæder os til at det bliver forår og atter kan byde velkommen til denne gruppe, lød det bl.a. i takketalen fra klubchef i AGC Annie Christensen.

Ægte foreningsmand

– Jeg troede jeg skulle ud og spise med min datter, og nu står jeg her, det havde jeg ikke set komme.

Lars Faureholm Olsen fra MLI anede ikke hvad der ventede, da han han ankom til Gjethuset. Det blev så en stående hyldest og en hædring som årets leder i Halsnæs Kommune.

Årets idrætsleder i Halsnæs Kommune Lars Faureholm Olsen får overrakt blomster af Helle Lunderød

– I mere end to årtier var Lars en ’kæmpe’ på MLI’s førstehold i fodbold, men i endnu længere tid har Lars været indbegrebet af en ægte foreningsmand i MLI. Altid hjælpsom, hvad enten det gælder som coach, dommer eller hvilket som helt andet. Lars ved alt om alt og ingen opgave er hverken for stor eller lille for Lars, bare det kommer MLI til gavn, lød det bl.a. fra en tydelig rørt Helle Lunderød, der overrakte prisen til Lars Faureholm Olsen.

Stor respekt om lille klub

Sidste punkt på aftenens program var uddelingen af Gulvmåttens Sports, og som altid blev spændingen trukket til det allersidste inden Peter Fjeldal kunne afsløre årets modtager, Halsnæs Judo.

– Det er en pris der favner bredt, en pris der både kan gå til enkeltpersoner, hold, trænere, ledere og hele klubber, så hvert år er det en vanskelig opgave at finde en vinder. Det lykkes alligevel hvert år.

Vinderne af Gulvmåttens Sportspris fra Halsnæs Judo sammen med redaktør Niels Jørgen Larsen og avisens sportsmand Thomas Quvang

– Halsnæs Judo er måske nok en lille klub når det gælder antallet af medlemmer, men klubbens resultater taler for sig selv, specielt i 2022 hvor kæmperne har gjort det fantastisk i såvel ind som udland. Der er virkelig respekt om kæmperne fra Halsnæs, og ved de danske mesterskaber for ungdom i Royal Stage viste de hvorfor – fire danske mestre, fem sølvmedaljer og syv bronzemedaljer var det synlige resultat af anstrengelserne i træningslokalet, lød det bl.a. i talen fra Peter Fjeldal.

Brydning og E-cykling

Foruden hædringer og prisuddeling blev der også tid til et par fine opvisninger/indslag på scenen.

Heros-firkløveret Malthe Rasmussen, Gustav Skovbo, Nomi Øbro og Maria Willumsen gav en smagsprøve på hvordan en træningstime i Heros ser ud med et hav af finurlige kast, ’flyvende mare’ og hovedfalsgreb var på menuen fra de fire lokale mesterbrydere.

Torben Snowmann, formand for Frederiksværk Motions Cykel Klub / Halsnæs Tri præsenterede ligeledes en fin fortælling om klubbens nye tiltag omkring E-cykling, hvordan formen holdes ved lige på en toptunet kondicykel.

Idrættens dag blev arrangeret af Halsnæs Idrætsråd, Halsnæs Kommune og Halsnæs Avis.

Herosbryderne Nomi Øbro og Maria Willumsen gav en fin opvisning i fristilsbrydning