Der var lagt op til et rekord stort fremmøde til Halsnæs Idrætsråds årlige idrætsprisuddeling. På forhånd var 605 deltagere tilmeldt hædrings-arrangmentet fordelt på 203 udøvere under 16, 157 voksne udøvere og 54 trænere og ledere. Dertil kommer 191 gæster. De skulle have haft 414 gavekort og 203 medaljer. Men sådan kom det ikke til at gå.
Da prisuddelingen løb af stablen manglede op mod 150 af de tilmeldte, og det sluttede derfor mere end en time før planlagt.
Det skyldtes blandt andet, at Frederiksværk Fodbold Klub meldte et hold fra få dage før og tre hold mere på selve dagen, i alt omkring 80 børn. Samtidig dukkede kun halvdelen af de tilmeldte fra Hundested IK op.
Det er andet år i træk, at en del tilmeldte ikke dukker op til prisuddelingen. Det bringer dog ingen sure miner frem hos Kresten Trap fra Halsnæs Idrætsråd.
– Vi må kigge indad. Har vi gjort det godt nok? Måske kunne vi præcisere tilmeldingsskemaet eller gøre andet, siger Kresten Trap, sekretær i Halsnæs Idrætsråd og fortsætter:
– Arrangementet plejer at være med middag, men sidste år havde vi et stort madspil, da mange ikke dukkede op. Derfor lavede vi kagebord i år i stedet og brugte flere penge på præmier. Nu har vi så rigtig meget kage tilovers. Det er lidt ærgerligt, men vi har måske vurderet forkert.
Én nomineret mødt op
Udover priser til de mange aktive unge og voksne, så blev der også uddelt en håndfuld større priser i Hundested Hallen, som trods fravær var fyldt af sportstrøjer i de kommunale idrætsforeningers farver.
Årets Lederpris gik til Niels Østergaard Nielsen fra Frederiksværk Skytteforening, »en skydeglad herre, bevæbnet med både riffel,pistol og sortkrudtsvåben«, som borgmester Steen Hasselriis(V) sagde i sin tale.
– Halsnæs Kommunes lederpris går i år til en herre, der gennem de seneste 50 år har været en aktiv del af vores lokale foreningsliv. Det både som udøver, træner og bestyrelsesmedlem, sagde borgmesteren.
Derudover blev uddelt tre ungdomslederpriser – én fra Handelsbanken og to fra Halsnæs Idrætsråd. De gik til Flemming Nielsen fra AK Heros, Jacob Mortensen fra Hundested IK og Kim Gustafsen fra Hundested IK.
Endeligt skulle lokalavisen uddele en idrætspris til en sportmand eller kvinde, der særligt har udmærket sig. Også her kom fraværet dog til at fylde en del.
På forhånd var rugbyspilleren Mads Hansen, Herosbryderen Mikkel Lassen, samt søskendeparret Ida og Emil Øbro fra Tisvilde Hegn Orienteringsklub nomineret, men kun Mads Hansen var mødt op. De resterende nomineret blev repræsenteret af enten trænere eller forældre.
Det blev Mikkel Lassen, som vandt prisen, efter et år med tre danske mesterskaber og debut på seniorlandsholdet.