NAVNE Samarbejdspartnere, venner og kollegaer fra nær og fjern var strømmet til anlægget på Skovgårdsvej, da der fredag 3. februar blev holdt afskedsreception for driftsleder Leif Jakobsen.
Efter 25 år i spidsen for Helsinge Fjernvarme , har Leif Jakobsen valgt at lade sig pensionere fra jobbet som driftsleder.
– Jeg har boet og levet i Helsinge altid, så at have fået lov til at være hjemme i min egen by og være med til det her, det synes jeg sgu har været spændende, siger Leif Jakobsen.
Leif Jakobsen har i mange år undervist i motorlære i HUC-regi. Kigger man sig omkring til receptionen på værket, er mange af de tilstedeværende tidligere elever.
– Der er mennesker her, jeg har kendt i 30 år eller mere. Nogle, jeg har kendt hele livet – og nogle gange både far og søn, siger Leif Jakobsen, der nu får bedre tid til sin egen tjans som bedstefar og arbejdet i frivillige bestyrelser og foreninger.
– Og så har jeg en nabo, der har en vingård, hvor jeg godt kan hjælpe endnu mere til, siger Leif Jakobsen.
Afløser på plads
Leif Jakobsens afløser er på plads. Og det har han faktisk været det sidste halve år, hvor Thomas Haar side om side med Leif Jakobsen også har fungeret som driftsleder.
Han er bosat i Skærød, og har frem til han startede hos Helsinge Fjernvarme været driftsmester hos HOFOR – Hovedstadens Forsyningsselskab.
– Siden vi flyttede fra København og herop, har jeg sagt til min kone, hver gang vi er kørt forbi værket her, at jeg en eller anden dag ville overtage værket derinde. Og nu er muligheden kommet, siger Thomas Haar.
Han skal stå i spidsen for Helsinge Fjernvarme i en tid, hvor kundegrundlaget godt kunne tænkes at vokse. Det håber mange – inklusiv ham selv – i hvert fald på.
– Jeg er jo selv en af dem, der sidder med et træpillefyr ude i Skærød, så det må vi håbe, griner han, og fortsætter:
– Der bliver nok at se til de næste 10 år. Det er en kæmpe udfordring, men jeg tænker nok, vi skal klare den. Så længe vi sørger for at holde en god pris på varmen og er konkurrencedygtige, så går det nok helt ad sig selv, siger Thomas Haar.