Tøndeslagning gav penge til havnen

Af Karl Erik Frederiksen

Gilleleje: – Vi må være tæt på at runde 630.000 kroner, lyder det fra indsamlingsgeneralen i aktion SOS Gilleleje Havn, Tina Barslev, mens hun i lørdags står og sælger fastelavnsboller, forfriskninger m.v. i ungdomshuset Remisen på Gilleleje Station.

Her er børn og voksne i fuld gang med at slå kattene af tønderne, der hængt inde den store hal, som før har været brugt som garage for togvogne og busser. Arrangementet er kommet i stand i et samarbejde mellem SOS Gilleleje Havn, Gilleleje Kirke og ungdomshuset, skriver Frederiksborg Amts Avis.

For nogle af deltagerne er det en lang dag. Den er blevet indledt med en fastelavnsgudstjeneste i Gilleleje Kirke, hvor sognepræst Ulla Skorstengaard fortalte eventyret om Kong Lindorm med hjælp af blandt andet konfirmander og orkesteret Catchwood Steelband, unge fra Remisen, Tina Barslev, Remisens ansvarshavende leder Allan Christensen og menighedsrådsmedlemmet Ole Skovholm Jakobsen i diverse roller. Historien ender godt, og har samtidig en morale, der harmonerer med den måde, Gilleleje Havn søges genopbygget på. Hvis man sætter sig et mål, og hvis man viser sammenhold for at nå det, så lykkes det, fik kirkegængerne at vide.

– Vi har som mål at nå én million kroner i dette forår, og det når vi. At vi allerede nu kan sige, at vi får en million i kassen, skyldes, at vi har mindst to store arrangementer tilbage inden sommer. Dels har vi det store »Charity Ball« 29. marts, og dels har vi en stor kunstauktion i pinsen. Samtidig kan vi mærke at interessen for at støtte os breder sig som ringe i vandet, siger Tina Barslev.

– Under alle omstændigheder vil vi kunne fejre genåbningen af lystbådehavnen 12. april. Dermed betragter vi første fase af genopbygningen som afsluttet, siger Tina Barslev.

Der kan læses mere om arrangementet og genopbygningen af havnen i Frederiksborg Amts Avis.