Tidligere borgmester tager orlov

Foto: Karl Erik Frederiksen

Campingvognsforhandler Jesper Behrensdorff, Helsinge, kan nu igen kalde sig byrådsmedlem. Her i ferien er han indtrådt som medlem af Gribskov Byråd, fordi Jan Ferdinandsen har fået orlov. Dermed er det Jesper Behrensdorff og Trine Egetved, der på Det Konservative Folkepartis vegne skal deltage i alle de forberedende drøftelser og forhandlinger om Gribskov Kommunes budget for 2017 og de tre efterfølgende år, skriver Frederiksborg Amts Avis.

-Jeg kommer tilbage fra orlov 3. oktober, og budgettet skal først til endelig vedtagelse 10. oktober. Jeg følger selvfølgelig med i det hele i baggrunden, og jeg når at være med til de sidste afgørende møder. Det bliver nok den sværeste budgetforhandling, som der hidtil har været i denne kommune, siger Jan Ferdinandsen.

Jesper Behrensdorff afløste også Jan Ferdinandsen, da han havde orlov i tre måneder sidste år på grund af sygdom i nærmeste familie. Denne gang er det stigende arbejdspres, der har fået ham til at søge orlov, siger han.

-Jeg tør dog kun søge orlov, fordi jeg har set, hvor godt Trine Egetved og Jesper Behrensdorff kan samarbejde og markere partiet. Det får de rig lejlighed til at vise mere af lige efter sommerferien, når budgetdrøftelserne indledes, siger han.

Jesper Behrensdorff siger til Frederiksborg Amts Avis, at hans indtræden i byrådet for en kort periode også har lidt at gøre med hvem, der i fremtiden skal markere partiets politik i byrådssalen.

– Stille og roligt lægger også vi op til valgkamp. Det her kan være en øvelse, der vise, hvordan vi klarer udfordringerne, og Jan Ferdinandsen har jo meldt ud, at han ikke genopstiller ved næste valg, siger han til Frederiksborg Amts Avis.