Tidligere kongelig operasanger, Ove Mynderup, der bor i Munkerup, fylder 75 år den 31. marts.
Ove Mynderup har en lang karriere bag sig som kongelig operasanger. Han blev som 27-årig fastansat på Det Kgl. teater i operakoret og har haft mange solistiske opgaver. Han har givet koncerter i både ind- og udland og har været på turné i blandt andet Færøerne, Island, Norge og USA.
Han har desuden undervist i sang i mange år – blandt andet i LOF regi i Gilleleje.
Han er medlem af Gilleleje Sejlklub, hvor han spiller harmonika til klubbens morgensang. Han spiller desuden badminton tre gange om ugen i Gilleleje Badminton Club.
Derudover er han stadig aktiv som underholder og foredragsholder – og spiller som pensionist rundt om i kirkerne i Nordsjælland, når der er brug for en vikar.
Mynderup blev født i Aalborg og er oprindelig uddannet fra Nordjysk Musikkonservatorium.
Hans fødselsdag fejres i hjemmet i Munkerup.
