Milliardæren købte sig en legeplads

Foto: Karl Erik Frederiksen

Shippingmanden, skibsrederen og milliardæren Arne Simonsen behøvede kun kort betænkningstid, da han så, at det var muligt at købe en stor erhvervsejendom til en god pris i Nellerød ved Helsinge, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Stedet er stålgrossisten Lemvigh Müllers tidligere ejendom, hvor først Boilers producerede store beholdere og siden DanStål Armering producerede armeringsjern og havde lager. Siden 1953, hvor industrieventyret begyndte i det daværende Ejlstrup Andelsmejeris bygning på Nellerødvej, er komplekset vokset fra et par hundrede kvadratmeter i en enkelt bygning til et kompleks på i alt 10.000 kvadratmeter fordelt på 16 bygninger i størrelser fra 37 til 1600 kvadratmeter samt et samlet grundareal på 5,5 hektar.

– Dagen efter, jeg så opslaget, tog jeg op for at se, hvad det var. Jeg tænkte straks, at det her er ganske rigtigt et sted med mange muligheder. Og dagen efter gik jeg rundt inde i hallerne sammen med ejendomsmægleren. Hele ejendommen var udbudt til en rimelig pris, og mens vi gik rundt, dalede den fra otte millioner til syv millioner kroner. »Jeg kan handle med det samme«, sagde jeg og rakte hånden frem til ejendomsmægleren. »Kan du også det?«, spurgte jeg ham.

– Jeg behøvede ingen betænkningstid, da jeg havde set stedet. Normalt vil jeg snakke med andre i koncernen, eller min søn Sune, inden jeg kaster mig ude i nye projekter. Men dem kunne jeg ikke lige få fat i. Det blev helt min egen beslutning. Så megen plads så tæt på hovedstaden og i så smukt område – og til den pris. Det kan ikke gå helt galt, selv om vores egne virksomheder ikke har noget at bruge det til. Hvis ikke andre vil leje sig ind, skal jeg nok selv finde på et ellert andet godt formål at anvende det til, lyder det fra Arne Simonsen, 72, der stiftede Scan Group for 47 år siden.

I dag er han i følge en liste fra Berlingske Business nummer 23 på en liste fra Berlingske Business over landets rigeste personer med en formue på 3,9 milliarder kroner.

Han holdt sig stille og smilende i baggrunden, da Gribskov Erhverv indviede den del af det store kompleks, som nu har fået navnet Gribskov Iværksætterhotel og -Fabrik.

– Det er sådan noget, jeg godt kan lide. Pludselig får man en skør idé, og så ser man, at andre kan bruge den til noget. Det her kan give mange sjove virksomheder en chance. Når de første firmaer er rykket ind, er jeg sikker på, at andre også vil blive tiltrukket, siger Arne Simonsen.

Med købet har han sig plads til sin egen private legeplads.

-En sådan skal enhver mand og kvinde have lov at have uden at andre blander sig, og uden at man behøver at tænke på afkastet, siger han og peger over mod en af de store haller, hvor der står en flot hvid bil i stil med modellerne fra filmen Bjergkøping Grand Prix, men den her er indregistreret .

– Jeg har selv støbt og slebet karosseriet i en garage i Rungsted. Inde i gemmer sig en folkevogns-undervogn og motor på 1,6 kubik. Det tog mig fem år at samle bilen, og den kører rigtig godt. Jeg blev så glad for den, at jeg fik lyst til at lave en bil magen til. Jeg er også begyndt på det, men det er et stort arbejde. Nu stiller jeg det hele frem her, og så tænker jeg, at jeg vil prøve at få andre til at gøre den færdig. I første omgang tænker jeg på at få unge fra en socialpædagogisk institution til at gøre det. Jeg har før samarbejdet med institutionen Sølager ved Hundested, hvor de udfører et stort og værdifuldt arbejde for at hjælpe de unge. Sådanne projekter vil jeg gerne støtte, siger Arne Simonsen til Frederiksborg Amts Avis.