Mere synlighed skal få flere til Helsinge Rundt

Foto: Elias von Staffeldt

Det skal være slut med faldende tilslutning, og cykelløbet Helsinge Rundt skal igen op og runde flere end 1000 deltagere. Sådan er meldingen fra Alan Andersen, der er næstformand i Annisse Idrætsforening og er ansvarlig for cykelløbet på andet år, skriver Frederiksborg Amts Avis.

De seneste år har motionscykelløbet, der i år har 30-års jubilæum, således mærket en øget konkurrence fra andre arrangementer, hvilket har påvirket deltagerantallet negativt og i 2016 var rekordlavt med blot 220 deltagere.

Det skal en ny strategi lave om på. Den blev så småt sat i værk forud for sidste års løb, hvor 444 deltog, og siden da er der blevet arbejdet hårdt for løbets fortsatte eksistens med mange deltagere.

– Det her med at sætte plakater op og uddele pamfletter et par uger inden løbet er ligesom ikke nok længere. Vi skal være mere synlige meget tidligere. Derfor er vi begyndt at bruge Facebook rigtig meget. Det giver blandt andet en større målgruppe. Antallet af besøg på Facebook og aktiviteten der er flere 100 procent højere end sidste år, så det hjælper helt sikkert, siger Alan Andersen.

Målet i år er at slå sidste års antal deltagere, og på den lange bane håber folkene bag Helsinge Rundt, at der igen vil komme flere end 1000 mennesker.

Og det ser da også ud til, at den øgede indsats særligt på de sociale medier allerede nu har en positiv effekt. Derudover har man også været til stede på kulturnatten for at udbrede kendskabet til Helsinge Rundt yderligere.

– Der er solgt 40-50 almindelige billetter og cirka 50 sponsor-billetter. Så lige nu er vi oppe på cirka 100 deltagere. Sidste år på samme tidspunkt var der 25, så det ser godt ud, fortæller Alan Andersen, der håber på omkring 600 deltagende i år.

Overskuddet fra løbet går til Annisse Idrætsforening. Helsinge Rundt cykles søndag den 2. september, og start og mål er vejen mellem Kvickly parkeringspladsen ved rådhuset.