– Vi skal være meget opmærksomme på Bramming og Markussen. Når de spiller godt, så spiller Holstebro også godt. De gør TTH gode, lød det fra Nordsjællands cheftræner Simon Dahl i optakten til fredagens ligakamp.
Men selv om Nordsjælland vidste, hvad de skulle holde øje med, så strålede de to tidligere Nordsjælland-spillere i fredagens kamp i Gråkjær Arena.
Nikolaj Markussen var den helt store profil. Den 211 centimeter lange venstreback hamrede syv mål i kassen og blev desuden noteret for syv assists. Det er kun, som man kender ham alt for godt.
Bramming og Markussen var arkitekterne bag Holstebros gode start. De stod for tre af TTH Holstebros fire første mål og hjemmeholdet kom godt fra land 4-1.
Den føring blev stille og roligt udbygget i 1. halvleg. Nordsjællands målmand Jimmi Andersen forlod spillepladsen efter ti minutter uden at have haft en redning. Afløseren Frederik Andersen kunne ikke forbedre statistikken, og midt i 1. halvleg syntes det hele allerede afgjort, da Rasmus Kier bragte TTH Holstebro foran 15-8. Siden gjorde den tidligere Nordsjælland-playmaker det også til 17-10.
Nordsjælland fik dog hentet lidt af forspringet ind, og med en scoring af fløjen Rasmus Madsbøll kunne Nordsjælland gå til pause nede 20-16.
Målmand Jimmi Andersen blev allerede mod slutningen af 1. halvleg sendt retur på banen, og hans tilbagekomst gjorde godt. Redningsprocenterne steg markant i målet, og ti minutter inde i 2. halvleg kunne Nichlas Hald udligne til 23-23.
Et stort comeback var under opsejling. Rasmus Madsbøll udlignede også til 24-24, men Nordsjælland nåede aldrig at tage teten i opgøret.
Cheftræner Simon Dahl tog timeout, da den tidlgiere Nordsjælland-anfører Dan Beck-Hansen bragte hjemmeholdet foran 26-24. Nichlas Hald fik også reduceret, men med en scoring af Nikolaj Markussen og to af Allan Damgaard slog TTH Holstebro et afgørende hul, og siden var Nordsjælland ikke tættere på end tre mål. Nordsjælland forsøgte ellers at spille chancen, men gæsterne blev i slutfasen også sat tilbage af udvisninger til Hakan Sahin og Julius Mørch-Rasmussen.
Håndboldligaen, mænd
TTH Holstebro-Nordsjælland 36-30 (20-16)
TTH Holstebro: Nikolaj Markussen 7, Magnus Bramming 6, Dan Beck-Hansen 4, Rasmus Kier 4, Miha Zvizej 4, Allan Damgaard 3, Emil Jensen 3, Jonas Gade Nielsen 3, Johan Meklenborg 2.
Nordsjælland: Nichlas Hald 6, Kristian Olsen 5, Tobias Jørgensen 4, Carl-Emil Haunstrup 4, Matias Campbell 4, Rasmus Madsbøll 3, Hakan Sahin 2, Julius Mørch-Rasmussen 1, Jeppe Cieslak 1.
Udvisninger: TTH Holstebro 1 (Nikolaj Markussen), Nordsjælland 6 (Tobias Jørgensen, Julius Mørch-Rasmussen, Hakan Sahin, Kristian Olsen, Nichlas Hald, Jeppe Cieslak).
Tilskuere: 2085