I det gamle Menighedshus på Gilleleje Hovedgade, der for nogle år tilbage blev ombygget til lejligheder, dufter der ofte af grillmad om sommeren i den lille fælles gårdhave på bagsiden af huset. For på den tid af året holder 46-årige Lizzie Schnor og hendes datter, Puk, ofte grillaften, og når der bliver tændt op i grillen, er alle naboer altid velkomne. Lizzie holder også altid et vågent øje med de andre lejligheder, når hun ved, at nogen er på ferie, og så hjælper hun også hjertens gerne sine naboer med alt fra apoteksbesøg til indkøb hos købmanden.

Lizzie er ganske enkelt en nabo, der er guld værd. Det mener Krista Tjalve, der står bag nomineringen af Lizzie Schnor, der af Ugeposten er blevet kåret som månedens borger i januar.
Klarer det umenneskelige
– Da jeg læste, at Ugeposten var på udkig efter hverdagshelte, tænkte jeg med det samme, at jeg bor jo lige ved siden af en af dem, lyder det fra Krista Tjalve, som ikke kun har nomineret Lizzie, fordi hun er en fantastisk nabo, men også fordi hun er typen, der altid bliver ved med at holde hovedet højt, lige meget hvor meget modstand hun møder på sin vej:
– Lizzie klarer det umenneskelige. Hun er blevet diagnosticeret med ADHD, hun har haft kræft, hendes søn har også ADHD og flere andre diagnoser, og Lizzie har flere gange kæmpet en brag af en kamp med kommunen på vegne af sin søn, for at han kunne få den bedst mulige tilværelse med de diagnoser, han har. Trods al den modgang i livet har Lizzie og hendes to børn alligevel fået en meningsfuld tilværelse ud af det, og så har de samtidig overskud til også at hjælpe andre. Hvis Lizzie ikke er en af hverdagens helte, så ved jeg ikke, hvem der er, lyder det fra Krista Tjalve.
Opvækst i Allerød
Da Ugeposten kigger forbi hjemme hos 46-årige Lizzie Schnor til en snak om godt naboskab, er det en storsmilende Lizzie Schnor, der inviterer indenfor.

– Jeg føler jo ikke, jeg gør noget særligt. Jeg hjælper jo bare der, hvor jeg kan, siger Lizzie Schnor, der byder på alt fra kaffe, the, kakao og chailatte i sin højloftede stue fyldt med kreative projekter. Reolerne bugner af hjemmelavet glaskunst, mens sofaen er piftet op med hæklede tæpper i alle regnbuens farver.
De gode nabomanerer stammer ifølge Lizzie fra barndomshjemmet.
– Jeg er opvokset i et villakvarter i Allerød, hvor alle kender alle, og hvor man hjælper hinanden, og holder øje med hinandens hjem. Har man ikke set lys hos en nabo i et stykke tid, så er jeg vokset op med, at man lige går ind og hører ad, om alt er okay, lyder det fra Lizzie Schnor, der også gerne hjælper med alt fra indkøb til madlavning, hvis en nabo er i bekneb.
Gensidig nabohjælp
– Krista har haft brug for hjælp til indkøb på det seneste, fordi hun har været syg, så hvis hun har været dårlig eller har manglet noget fra købmanden eller apoteket, så har jeg selvfølgelig hentet det, siger Lizzie Schnor og tilføjer:
– Krista har til gengæld hjulpet den anden vej rundt med en ekstranøgle, når min datter nogle gange er kommet hjem fra skole og har glemt sin nøgle, så vi har omvendt også stor glæde af at bo ved siden af Krista, slutter månedens borger.
FAKTA
Lizzie Schnor
Alder: 46 år
Førtidspensionist
Har to børn hvoraf den ene stadig bor hjemme
Hobbyer: Glaskunst, hækling, sup board
Frivillig i Søborg Skytteforening