Gilleleje: Iført tunge sikkerhedssko og en hvid beskyttelseshjelm satte borgmester Kim Valentin gang i etape 2 på Kulturhavnen i Gilleleje.
Og det var ikke det traditionelle spadestik. Borgmesteren måtte op at klatre på et monster af en maskine og her være medvirkende til at sænke det første af nogle enorme pæle i jorden.
– Jeg må hjem og redde min glas, lød det fra en af de mange tilskuere, da de dumpe drøn rullede gennem jorden, så de fremmødte mærkede rystelserne under fødderne, mens den første pæl blev banket nedad.
Den kommende måned skal der hamres 180 af slagsen ned i jorden. Pælene skal 23 meter ned i jorden, ifølge ingeniør Helge Rossen, Fundering Aps fra Århus, som står for nedbankningen. Pælefunderingen skal bære den »havn«, som efter planen har åbning i december 2016.
I Kulturhavnen vil være biograf, bibliotek, bistro, mødelokaler med mere. Og mange, som var mødt op, glædede sig.
En stor dag
– Det er en stor dag, konstaterede blandt andre Børge Sørensen, som sad i byrådet for SF, da Kulturhavnen gik igennem og som selv bor i Gilleleje.
– Jeg glæder mig især til biblioteket og biografen, som jeg regner med vil have film hver dag.
I kølvandet på Kulturhavnen har borgergruppen Pas På Gilleleje arbejdet indædt på at stoppe projektet, Pas på Gilleleje er blevet kanal for en gruppe borgere, som mener, at Kulturhavnen slet ikke passer ind i det gamle fiskerleje.
– Jeg mener, en del af kritikken bunder i personlige modsætninger, sagde Børge Sørensen.
– Men protesterne her er jo ingenting imod, hvad der var ved Kulturværftet i Helsingør. Det haglede med kritik dengang og i dag er borgerne glade for det.
Den samme optimisme gav borgmesteren udtryk for i sin tale. Og så manede han til, at alle nu så fremad.
– Vi er i gang, vi er i jorden og jeg oplever ikke nogen kløft mellem borgerne og politikerne i forhold til Gilleleje. Det, vi skal passe på her i byen nu, er havnen. Dén er vigtig. Vi skal kæmpe for den levende fiskerihavn til sidste blodsdråbe, sagde borgmesteren, som mandag har møde med fiskerne i anledning af de netop nedsatte fiskekvoter.
Foreningen Pas På Gilleleje havde valgt ikke at møde op for at se den første pæl blive hamret i.