– Vi kender alle tankegangen om, at man gerne vil have vindmøller. De skal bare ikke stå i min baghave.
Det siger Nina Ransdal fra Gribskov Folkeuniversitet som en begrundelse for, at det er vigtigt at inddrage borgerne, når der skal sættes gang i den grønne omstilling.
Sammen med RAM-Huset arrangerer folkeuniversitet et foredrag med overskriften “Kom godt i gang med vedvarende energi i Gribskov Kommune,” hvor Dan Holt Højgaard, der er chef for Deltager Danmark vil holde foredrag. Deltager Danmark samarbejder med kommunerne om at skabe den nødvendige borgerinddragelse for at opnå de fælles klimamål.
Her er tankegangen, at borgerne skal være den drivende kraft i den grønne omstilling og sikre, at politikere, kommuner, foreningner og virksomheder understøtter borgernes arbejde og ikke omvendt. På foredraget vil man blive klogere på metoden til at opnå dette – og der vil også være viden fra de lokale projekter rundt om i landet, som er sat i søen.
– Gribskov Kommune arbejder også på en klimahandlingsplan netop nu, og vi tænkte, at det er nødvendigt med borgerinddragelse. Det er det blandt andet fordi man skal have noget viden, før man får vindmøller eller solceller i baghaven. Vi skal høre de gode historier om, at man kan lykkes med det, hvis man får borgerinddragelse. Hvis man får noget medbestemmelse omkring, hvor en solcellepark skal ligge eksempelvis – og hvis man for eksempel får billig strøm til gengæld, kan det måske lade sig gøre, siger Nina Ransdal.
En model kan være såkaldte klimaborgerting, som man har erfaringer med fra andre steder i landet, lyder det fra Lars Hybel fra RAM-Huset, som i mange år har interesseret sig for den grønne omstillling.
– Det handler netop om, hvordan man får borgerinddragelse ind i forskellige faser i processen, så borgerne ikke først bliver hørt, når man har bestemt, hvad der skal opføres, og hvor det skal ligge, siger Lars Hybel.
100 til dialogmøde
Det er også en del af Gribskov Kommunes klimahandlingsplan at inddrage borgerne. Kommunen har netop holdt et dialogmøde om klima, og her var 100 mennesker samlet for at tale om idéer og tiltag, der kan fremme den grønne omstilling og nedbringe CO2-udledningen, oplyser kommunen på sin Facebookside. Konkret blev der blandt andet talt om fælleskørsel til og fra skole samt landvindmøller, som det i dag ikke er muligt at stille op ifølge kommuneplanen.
Og ifølge Lars Hybel, der også deltog på borgermødet, var der en mærkbar interesse for at opsætte vindmøller blandt deltagerne på borgermødet.
– Det er nok på grund af krigen i Ukraine og energikrisen, at flere tænker, det er en god idé. Så spørgsmålet er, hvordan vi gør det bedst, siger han.
På mødet blev der da også lagt op til at anbefale politikerne, at beslutningen om ikke at tillade vindmøller, bliver genbesøgt. I alt 73 input er samlet til en hvidbog, som skal til behandling hos Klima, Teknik og Miljøudvalget.
Foredraget “Kom godt i gang med vedvarende energi i Gribskov Kommune” kan opleves tirsdag den 21. marts klokken 19-21 i RAMhuset på Frederiksværkvej i Ramløse. Se mere på gribskovfu.nemtilmeld.dk.
