
Unnerup: Om en måned går første spadestik til den nye Gribskov Efterskole. Udbuddet udløber om få dage, men allerede nu kan forstander Søren Møller løfte sløret for, hvordan byggeriet vil tage sig ud. Efter planen vil det være færdigt til at modtage de nye elever til næste skoleår 2010/11:
Det smukke gamle hovedhus med gule vægge og tegl gen opføres i de samme materialer og bygningsstil. Den nye hovedbygning binder, de to længer, der ikke nedbrændte, sammen igen.
Hovedhuset var tidligere skæmmet af en "grim udposning", som skolederen kalder indgangen. Den erstattes af en udbygning, som skal være den fællesal, aula, som skolen altid har manglet. Køkken og administration flytter til en af længerne
I lighed med tidligere kommer elevernes værelser til at ligge ovenpå i to etager i hovedbygningen. I 'terrænet' bygges der længer med klasseværelser og et spritnyt musiklokale, der har optagerum; ifølge Søren Møller bliver det "meget fancy".
Det er Helsinge arkitekt firmaet Karl Henning Sørensen, der har tegnet den nye, gamle efterskole. Hele byggeriet løber løseligt anslået op i 25-30 millioner.
– Vi har så også en skole, hvor vi kan modtage flere elever. Vi udvider med 17 fra det nye skoleår, så vi er oppe på i alt 100, oplyser Søren Møller.
Søndag den 27. er der Efterskolernes Dag, hvor forældre og kommende elever kan besøge og opleve deres nye efterskole.
– Selvfølgelig er det mærkeligt ikke at have en færdig skole at vise frem, men vi har fået 3D materiale fra arkitekterne, så vi håber, mange vil kigge forbi. Der er åbent hus søndag den 27.