Elever udstiller journalistik

Skoleleder uddeler stor ros til Gribskolens specialklasser, der har produceret egen avis

Fremtidens journalister?

De fire elever fra Gribskolen, der udstiller deres egen avis på BLIK-Græsted Bibliotek: Malou Lydolph Christensen (X3), Oliver Palisz Ljungdahl (X4), Chris Adrian Løvgreen (X3) og Vitus Sundstrup Raaschou (X3). Pressefoto

UDDANNELSE Det er ikke hverdagskost at både skoleleder og afdelingsleder tropper op for at vise og udtrykke anerkendelse af en gruppe elevers arbejde, skriver Gribskolen i en pressemeddelelse

Men det skete mandag på BLIK-Græsted Bibliotek, hvor Gribskolens elever fra X3 og X4, der er de ældste klasser, fremviste den avis på otte sider, de i to uger har knoklet med at lave for derefter at arrangere udstilling på BLIK-Græsted Bibliotek.

Det er sket under en emneuge med temaet sammenhold og team building.

– Da I kom og viste mig avisen, kunne jeg se stoltheden i jeres øjne. Det er fuldt forståeligt. Det er så flot et projekt I har lavet, både avisen og udstillingen, og man får virkelig fornemmelsen af, at I har haft en god emneuge i X3 og X4, lød det fra distriktsskoleleder Nicolai Schlüter.

– Jeg synes, I har vist andre klasser, hvordan man skabe noget konkret, som andre kan få glæde af. Det er meget inspirerende og jeg tror og håber, at andre klasser også vil arbejde med journalistik og avis, fortsatte han.

Udstillingen på BLIK-Græsted Bibliotek kører et par uger endnu. Pressefoto

Der lugter på landet

Baggrunden for emneugen i X3 og X4 var ikke mindst, at Gribskolen arbejder på at skabe bedre relationer mellem alle, så trivsel og læring bliver løftet.

Og Irdi Vidbjørg Nolsøe, afdelingsleder for X-klasserne på Gribskolen, der har fulgt emneugen og redaktionens arbejde tæt, havde set mange gode ting.

– Jeg har læst hele avisen, og man fornemmer virkelig, at det er jer elever, der har noget på hjerte. I får fortalt om emneugen, og ikke kun det positive. Der er også historier om, at I også kedede jer, og at der altså lugter på landet.

– I kan ikke lave en avis uden at samarbejde. Og det er flot, at I har haft forskellige roller og har udviklet jer i dem. Det er dejligt at se, hvordan I har foldet jer ud under en anden slags undervisning, lød det fra Irdi Vidbjørg Nolsøe.

Udstillingen på BLIK-Græsted Bibliotek kører et par uger endnu.

fsp

Et par af siderne i avisen, der viser, hvordan elever i X3 og X4 har brugt tillidsøvelser og vovemod, til at styrke sammenholdet i klasserne. Pressefoto