Debat: Sommerhusudlejning er vigtig

Foto: unknown
"Lad os nu få anvendt vores sommerhuse, og lad os huske på, at vi i Danmark har en unik sommerhusregel som netop understøtter at alle har mulighed for at leje sommerhuse til rimelige priser," skriver borgmesteren.
"Lad os nu få anvendt vores sommerhuse, og lad os huske på, at vi i Danmark har en unik sommerhusregel som netop understøtter at alle har mulighed for at leje sommerhuse til rimelige priser," skriver borgmesteren.

Borgmester Anders Gerner Frost (Nyt Gribskov), Gribskov Kommune

Udlejning af private sommerhuse er jo netop en bæredygtig turismestrategi, hvor private udlejer deres private sommerhuse i de uger de ikke selv anvender huset.

Forslaget som er fremlagt betyder, at sommerhusene i højere grad vil stå tomme i lange perioder, da de færreste har mulighed for at holde 8 ugers ferie årligt og slet ikke i eget sommerhus.

Det er på alle måder uhensigtsmæssigt, både i forhold til at der er stor efterspørgsel efter sommerhuse til udlejning generelt, og særligt i vores område og ikke mindst i forhold til detailhandel, restaurationer mv. i områder med mange sommerhuse.

Lad os nu få anvendt vores sommerhuse, og lad os huske på, at vi i Danmark har en unik sommerhusregel som netop understøtter at alle har mulighed for at leje sommerhuse til rimelige priser, at vi udnytter den eksisterende sommerboligmasse, at vi understøtter de danske vandkantskommuner herunder Gribskov, Halsnæs mv. i forhold til afledte arbejdspladser mv.

Lad nu ikke enkeltsager om såkaldte megasommerhuse ødelægge en stor del af oplevelsesøkonomien i Danmark.