Debat: Hjælp de morgentrætte

Jens Rane Holck og Mathias Zilberberg, SF i Gribskov Byråd

I SF Gribskov kan vi godt forstå, at nogle unge har svært ved morgentimer i folkeskolen. Det har været interessant at følge udviklingen rundt i landet og i søvnforskningen.

"Det er faktisk hårdere at stå tidligt op, når man er teenager" siger fx søvnforsker Birgitte Rahbek Kornum.

På nogle skoler, på nogle klassetrin, ser det ud som om senere mødetid kunne hjælpe eleverne med at fokusere.

Den pædagogiske frihed vil vi gerne støtte vores folkeskoler i Gribskov i at udnytte. Skulle der være klasser, hvor det er oplagt at lægge en anden mødetid, så skal skemalæggerne ikke holde sig tilbage af frygt for politisk uvilje. Men timerne skal jo så ligge på et andet tidspunkt.

Vi har gerne villet undersøge opbakningen politisk og understreger, at det i sidste ende må bero på en pædagogisk beslutning, ikke en politisk.

Til gengæld er der jo noget oppe i tiden, hvor man undersøger det samme bl.a. i Gentofte og på Frederiksberg.

Måske kan vi ganske smidigt tilbyde nogle morgentrætte elever nogle bedre vilkår. Tænk lige tilbage på den vintertid, vi nu har forladt. Den mørke tid kommer jo igen, og skemaerne planlægges de kommende måneder.

De unge skal vide, at vi støtter dem i deres arbejde med skolegang og uddannelse. Men det er dem og deres lærere, som former hverdagen. Og vi ønsker dem god fornøjelse.