15-årig luftede sin diller i LSD-rus

Foto: Karl Erik Frederiksen

Moren til en 15-årig dreng fra Helsinge-området fik natten til lørdag til opgave at finde en passende reaktion på, at hendes søn lod sig køre hjem af politiet, fordi han muligvis havde indtaget LSD eller et lignende stof og deltaget i hærværk på idrætspladsen samt Stationsvej i Vejby, skriver Frederiksborg Amt Avis.

Den 15-årige blev sammen med to drenge og en pige observeret, da de omkring klokken 01:00 natten til lørdag indfandt sig ved Idrætshuset på Sportsvej i Vejby. Her fik de tiden til at gå med rudeknusning og ved at trække guirlanderne af juletræer o.l.

Indhyllet i guirlander begyndte at danse rundt på pladsen. Midt i det hele smed den ene af drengene alt tøjet. Uden en trævl på kroppen og med bare tæer dansede han rundt på bordene, hvorfra dansen fortsatte ude på Stationsvej. På det tidspunkt var klokken blevet 02:00.

Nogle beboere i gaden så her, at den uinge nøgne mand smadrede ruden på en parkeret bil, hvorefter han løb over på den anden af gaden smadrede ruden i en entredør. Derfra gik turen videre til en anden bolig, hvor yderdøren ikke var låst. Det lykkedes ham at komme indenfor for at tage »uberettiget ophold«, som det hedder i politirapporten.

Beboeren løb straks ud på gaden for at tilkalde politiet, men det behøvede hun ikke. En anden beboer, der havde hørt rudeknusningerne, havde allerede ringet, så ordensmagten var hurtigt fremme. Da politiet mødte den nøgne ungersvend, kunne nogle af gadens beboere høre den 15-årige sige, at han havde slikket frimærker – hvilket ordensmagten i følge rapoorten tolker som et udtryk for, at han havde indtaget LSD eller et lignende stof, oplyser vagthavende på Nordsjællands Politi.

– Betjentene foretog ingen anholdelse. De klarede det hele ved at tilbyde at køre den 15-årige hjem til sin mor. Vi ved endnu ikke, hvad han sigtes for, eller hvilket efterspil det kan få. Han får næppe en sag om besiddelse af narko, for han havde ikke noget på lommerne. Han var splitternøgen, lyder det fra vagthavende.

De tre andre unge, der blev observeret under hærværksdansen foran idrætshuset, var forsvundet, da politiet nåede frem.

Det er tredje gang, at Idrætshuset har haft uønsket gæster om natten her i julemåneden. Den ene gang er der begået hærværk i stil med det, der nu er anmeldt til politiet. En anden gang blev der fundet rester af joints og andre spor, der tyder på, at gæsterne har siddet under halvtaget og røget hash, skriver Frederiksborg Amts Avis.