Mille Mathilde på 10 år har fundet en anderledes måde at bruge sin lange sommerferie på. På mindre end en uge har hun indsamlet næsten 3000 kroner til Knæk Cancer.
Udenfor familiens hus i Vejby står en kurv. Heri kan lokale lægge deres tomme flasker – og Mille afleverer dem så i de lokale supermarkeder. Det er således flaskepanten, der går til et godt formål. Mille modtager også »bestillinger« på afhentning og tager så på cykel ud og får fat i pantflaskerne. Nogle gange med veninderne Asta og Emma.
Nu har familiemedlemmer imidlertid spredt Milles opslag på facebook, Vejbynet – og så er det hele »stukket lidt af«, som moren formulerer det. I dag kommer der penge på mobilepay mange steder fra.
– Jeg gør det til Knæk Cancer, fordi min oldemor og et af mine dyr er døde af det. Der er også mange i min kusines familie – det er en frygtelig sygdom, lyder det fra Mille, når hun skal begrunde sit valg af velgørende forening.
Målet var fra start at nå de 2.000 kroner – det er indfriet på under en uge, så nu stiler Mille højere. Hun håber, der kommer nok på indsamlingskontoen til, at Vejby Knæk Cancer kan komme på båndet i bunden af skærmen, når det store DR indsamlingsshow finder sted i efteråret.
– Som det går lige nu, kommer jeg måske op på 10.000, siger Mille håbefuldt.
– Jeg er rigtig glad for alle dem, der har givet, og takker mange gange.
Mille hygger sig med indsamlingen og »snakker med mange mennesker i flaskekøen« hos de lokale supermarkeder Netto og Rema.
– Når vi står og snakker, er også mange, der giver mig deres flaskebon, fortæller hun.
1100 for en tilladelse
For Mille har det været »en af de bedste sommerferier«. Familien har fået ny hund, Sia, og derfor er de hjemme denne sommer – og så er der jo trampolinen og stranden i det fantastiske vejr. Og cykelturene rundt i omegnen for at hente flasker, som folk ringer ind om.
Der har dog været nogle bump på vejen. Milles mor, Anita Sørensen, som hjælper med det praktiske, blev nemlig op til weekenden gjort opmærksom på, at en indsamling af denne type skal meldes til Indsamlingsstyrelsen, og at det koster 1100 kroner.
– Vi kan ikke trække indsamlingen tilbage, for nu er den jo delt på facebook, siger moren.
På den måde er de blevet fanget i en fælde, og de finder ikke, det er rimeligt, at indsamlingspengene skal gå til det.
Derfor forsøger de nu at få en samarbejdsaftale med Knæk Cancer, som i forvejen har en indsamlingstilladelse.
– Vi får styr på det og hvis det imod forventning ikke lykkes med en aftale med Knæk Cancer, betaler jeg. For indsamlingspengene skal ikke bruges til det, siger Milles mor, Anita.
Vil man bidrage til Milles ferieaktivitet, altså indsamlingen til Knæk Cancer Vejby, men ikke bor lige i nærheden, kan man sælge sine flasker, og sende beløbet til mobilepay 28.83.13.88. Det er mor Anitas nummer, da Mille selv endnu ikke er gammel nok til at have mobilepay. Herfra overføres pengene til Milles gevinstopsparingskonto.
mikk