Tricktyve dukkede op hos ældre kvinde: Ville franarre hende dankort

Torsdag måtte politiet ud til en 76-årig kvinde, der var kommet i kontakt mænd, der udgav sig for at være medarbejdere i NETS.

48-årig anholdt efter tyveri af dyrt GPS-udstyr fra byggeplads
Foto: Kenn Thomsen

Torsdag aften var Midt- og Vestsjællands Politi ude hos en ældre kvinde på 76 i Karlslunde ved Greve.

Hun var omkring klokken 18:00 blevet ringet op af en mand, der havde præsenteret sig som medarbejder i NETS, fremgår det af politikredsens døgnrapport.

Her havde han forklaret årsagen til hans henvendelse som værende et mistænkeligt forsøg på køb af en rejse, der skulle betales ved at hæve et beløb på den 76-åriges bankkonto.

For at stoppe det “mistænkelige køb” skulle den 76-årige have spærret sit dankort, som i den anledning skulle udleveres til en mand, der ville afhente det hos kvinden.

Derfor dukkede en mand op hos den 76-årige, der udleverede dankort til den fremmede mand, mens den falske NETS-medarbejder stadig var i telefonen. Han forsøgte at overbevise den 76-årige om, at PIN-koden til dankortet også skulle udleveres, hvilket hun nægtede.

Det blev den falske NETS-mand i telefonen ophidset over og afbrød samtalen, så den 76-årige kunne ved spærringen af sit dankort blive beroliget med, at der ikke var foretaget uberettigede transaktioner med hendes dankort.

Den mand, der afhentede dankortet, blev af den 76-årige beskrevet som en mand, mellemøstlig af udseende, 25-30 år, 185-195 cm høj, almindelig af bygning, sort hår og sorte skægstubbe. Han var iført mørk striktrøje, hvid T-shirt og khaki-farvede bukser.

Oplysningerne i anmeldelsen indgår nu i efterforskningen af andre tilsvarende sager med samme fremgangsmåde fra de falske bankmedarbejderes side.

Politiets generelle råd er at søge den pågældendes navn og arbejdsplads oplyst ved uventede telefonopkald, hvorefter forbindelsen afbrydes, så et kontrolopkald via arbejdspladsens hovedtelefonnummer kan gennemføres. Et svindelopkald vil på denne måde blive opdaget.

Desuden benytter ingen pengeinstitutter af omtalte fremgangsmåde i tilfælde af mistanke om svindel, lyder det.