To mænd dømt for at skyde fælles ven

29-årig mand er blevet idømt 16 års fængsel for drabet på sin ven på en parkeringsplads ved vinterrasserne i Hedeland.

Foto: Robert Hendel

Østre Landsret har idømt en i byretten drabsfrikendt mand for medvirken til drab, hvor en anden mand blev dømt for at trykke på aftrækkeren.

Den 29-årige mand Andreas Pedersen var tydeligt berørt, da han modtog dommen fra retsformanden Kåre Mønsted i Østre Landsret. Her blev han idømt 16 års fængsel for drabet på sin ven på en parkeringsplads ved vinterrasserne i Hedeland.

Det sker, efter at han i Retten i Roskilde blev frikendt for drabstiltalen. En dom, som anklagemyndigheden valgte at anke.

Andreas Pedersen er hermed medvirkende til det drab, der blev begået mod en 47-årig mand den 4. oktober 2020 i Tune. I først byretten og nu Østre Landsret blev Andreas Pedersens ven Jannik Bech dømt for at have trykket på aftrækkeren på en salonriffel, som blev brugt til at skyde den 47-årige først i nakken og dernæst i tindingen.

Anklageren mente, at drabet blev begået i forening og efter fælles aftale mellem de dømte.

Forud for drabet var gået en uoverensstemmelse mellem den dræbte og Andreas Pedersen om en motorcykel, som den dræbte troede, sidstnævnte opbevarede. Den var dog blevet solgt.

Den 4. oktober skrev den dræbte en besked til Andreas Pedersen om, at han ville melde ham til politiet, hvis han ikke fik motorcyklen. Herefter viser teledata, at de to drabsdømte snakkede sammen i telefon 22 gange sammen på fire timer. Andreas Pedersen sendte en Snapchat-besked til Jannik Bech med adressen til parkeringspladsen, hvor de alle tre mødtes om aftenen.

Den dræbte nåede at skrive en besked til en ven om, at han havde problemer, 'der virkelig havde taget røvet på ham,' samt et billede af salonriflen, inden han med anklagerens ord blev likvideret koldt og kynisk.

Jannik Bech sendte dagen efter drabet flere sms'er til en ven om, at han dagen forinden havde dummet sig og skudt en, hvilket var en central af beviserne mod ham i retssagen.

Begge dømte gik efter frikendelse for drabstiltalen, men de 10 nævninge og tre dommere var enige om, at de begge var skyldige i drabet og ulovlig våbenbesiddelse. Det betyder, at de to mænd i 20'erne begge skal i fængsel i 16 år.