Spinkel oprykningschance i keglebillard for Greve

Foto: Peter Andersen, Steffen Kristiansen
Vig. Billiard klubben har 40 års jubilæum. Formand John Nielsen. Foto: Peter Andersen.
Vig. Billiard klubben har 40 års jubilæum. Formand John Nielsen. Foto: Peter Andersen. Peter Andersen

Greve Billard Klubs førstehold i keglebillard har fortsat muligheden for at indfri målsætningen om oprykning fra 1. division øst til landets bedste række, ligaen, allerede i år, men muligheden blev voldsomt formindsket i sidste spillerunde før jul efter nederlag på 8-0 i topkampen mod Søborg.

Gilleleje fører rækken, mens Søborg indtager andenpladsen med netop de to vundne point fra kampen mod Greve, som ligger på tredjepladsen.

Da kun et enkelt hold rykker direkte op, og da unionen atter har tilladt samme klub at have flere hold i ligaen samtidig, så står Gilleleje som storfavorit til at rykke op. Men der er endnu usikkerhed omkring Gillelejes ønske om at have to hold i ligaen og benytte oprykningen. Vælger nordsjællænderne at sige nej tak, så går oprykningen til nummer to.

Søborg står umiddelbart bedst, men med lidt held i slutforløbet til Greve og det modsatte for Søborg, så kan Greve nå at avancere. Den forløbne weekend var Greve nemlig tilbage i vinderrollen med sejr på 6-2 over Højen fra Stubbekøbing på sejre af Tonny Andersen, Ole Christiansen og Henrik Fring. Førstemand Lars Pedersen tabte sin kamp med blot 34 point på distancen til 700.

– Vores ambitioner er helt klart vokset, så vi går efter en plads i ligaen. Det er meget tvivlsomt, om det sker i år, men så fortsætter vi jagten næste sæson, siger klubbens turneringsleder, Niels O. Hansen.

Baggrunden for det højere ambitionsniveau ligger delvis i tilgang af spillere, der har forstærket holdet.