Merle giver guldet nyt liv

Merle giver guldet nyt liv
Foto: Emil Abkjær Kristensen

Greve: Man ville egentlig bare ville ønske, at man kunne tage fingerringen, man har arvet fra sin afdøde tante Oda, på. Men ak, den passer ikke, og skal man være helt ærlig, så er det 50 år gamle design måske heller ikke det, der passer til resten af outfittet.

Er du en af dem, der har arvestykker liggende i smykkeskrinet, som du af den ene eller anden årsag ikke får brugt, men alligevel ikke nænner at sælge eller give videre, så kan der være hjælp at hente på Greve Strandvej 10.

Her har guldsmed Merle Nielsen for nylig åbnet butikken Été Cph.

– Jeg har en del kunder, som gerne vil have smeltet gamle smykker om, og det er fedt at give smykkerne et nyt liv, så de kan leve videre, siger Merle Nielsen.

Hun er ernæret sig som selvstændig guldsmed i fire år, hvor hun har arbejdet fra hjemme i Greve, men nu følte hun, at tiden var moden til at åbne en decideret butik og værksted.

Her sidder hun fra mandag til lørdag og smelter, drejer og banker håndlavede smykker i sølv, guld og hvidguld. Hun laver både smykker i eget design, men det meste af det, hun laver, er bestillingsarbejde fra kunder, som gerne vil have et unikt smykke.

– I dag bliver mange smykker lavet på maskiner, og meget af det, man ser i smykkeforretninger er derfor helt ens. Jeg synes det er fantastisk at lave ting fra bunden, for selvom man prøver, kan det aldrig blive helt ens, siger Merle Nielsen.

At smykkerne bliver lavet fra bunden betyder selvfølgelig også, at de som udgangspunkt er dyrere, end de smykker, der produceres på fabrik, og kunderne er da også ofte folk, der for eksempel ønsker at give en helt særlig gave.

– Det er især gaver til bryllupper, runde fødselsdage, konfirmationer og barnedåb, siger Merle Nielsen.

Lidt lavvande i butikken

Netop fordi en stor del af omsætningen normalt knytter sig til festligheder, har hun været ramt af coronakrisen.

Aflyste bryllups- og konfirmationsfester har kunnet mærkes.

– Der er mange fester, som er udsat til sensommeren og efteråret, så jeg håber selvfølgelig, at det også betyder lidt kunder i butikken hos mig, siger Merle Nielsen, der udover smykker til mærkedage også lever af de kunder, som vender tilbage.

– Der er kunder, som hellere vil spare lidt ekstra op til et nyt smykke, og så købe noget, der er unikt, siger hun.