Mere motorik til børn i skoler og børnehaver

Motion: Grevebørn i alderen fem til syv år får mere motorik i hverdagen gennem nyt motorisk projekt.

Mere motorik til børn i skoler og børnehaver
Foto: Mykola Velychko

Greve: Motorik er godt for børns faglige, sociale og personlige udvikling. Derfor har byrådet i Greve besluttet at afsætte en halv million kroner til at afprøve en styrket motorisk indsats for børn i alderen fem til syv år på tre skoler og i tre børnehaver.

Projektet hedder KaMiBe, som er en sammensætning af begreberne karakterstyrke, mindfulness og bevægelse, der er hjørnestenene i projektet.

– Vi ved, hvor stor betydning motorik har for læring og trivsel. Derfor glæder jeg mig til, at vi kan komme i gang med projektet, som forhåbentligt kan give os nogle gode erfaringer, vi på sigt kan udbrede til hele kommunen, siger formanden for Kultur- og Fritidsudvalget, Anne Marie Lyduch.

Medarbejdere og ledere fra de tre skoler og tre børnehaver vil i den kommende tid blive introduceret til KaMiBe gennem forskellige workshops. Her vil de også få redskaber til at styrke børnenes motorik.

Projektet løber frem til juni 2024.

Der er afsat penge til mere mindfulness og bevægelse. Pressefoto