Greve: Der genner sig fortsat mange skatte og familiearvestykker i skuffer og skunke. Det viste det store fremmøde på Karlslunde Biblioteki lørdags, hvor vurderingsmænd fra Lauritz.com satte pris på et par hundrede genstande.
Tina Leth havde været i gemmerne og mødte op med en radering af Axel Hou, der havde en helt speciel historie. Pigen på tegningen forestillede nemlig balletdanserinden Ellen Price, der i sin tid stod model til Edvard Eriksens berømte skulptur af Den lille Havfrue.
– Der er jo ikke tale om en original, men måske kan historien bag ved få prisen op i nærheden af 1000-1200 kroner, konstaterede Torben Friis-Møller fra Lauritz.com nøgternt.
Erik Nielsen begejstrede til gengæld den anden vurderingsmand, Mikael Strøbek, med en skammel, som var en tro kopi af et Ole Wanscher møbel.
– Jeg er møbelsnedker og har selv lavet den , forklarede Erik Jensen, mens Mikael Strøbek anerkendende vendte og drejede den perfekte lille skammel.
– Den vil vi gerne sælge for dig, og jeg vil vurdere den til et sted mellem 10.000 og 12.000 kroner, sagde Mikael Strøbek, der i øvrigt selv er uddannet møbelsnedker.