Kunne se flammer ved genboens hus

Greve: fredag morgen slog en kvindelig beboer alarm til brandvæsnet, da hun kunne se flammer omkring taget på genboens hus på Knoldager i Greve.

Brandvæsnet og politiet kunne konstatere, at der var udbrudt brand på en terrasse, hvorfra gasflasker fra en grill og en pejs blev fjernet.

Ilden havde bredt sig til taget over terrassen og også ind i en stue og en entre, hvor vægge og lofter blev ødelagt af sod.

Der var ingen personer hjemme, men beboeren – en 54-årig mand – ankom til stedet og kunne oplyse, at intet var unormalt tidligere på morgenen, da han var taget hjemmefra.

Branden medførte begrænsede skader på villaen, og årsagen til brandens opståen skal undersøges nærmere af politiet. Hverken dyr eller personer kom til skade ved branden, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.