Greve-trup fungerer godt

Foto: Jørgen Hansen

Fodbold: Det ser ovenud godt ud. Sådan lyder det fra sportschef Michael Madsen, efter at Greves nye cheftræner Henrik Gundersen har haft spillerne på 2. divisionsholdet under sine vinger nogle gange.

Der er kommet lidt stilstand med tilgangen, så status quo er fortsat, at Greve har lavet aftale med Rasmus Tangvig fra Roskilde KFUM og den tidligere Fremad Amager-stopper Villads Bache, som ikke fik forlænget sin aftale i 1. divisionsklubben, hvorimod Mikkel Føge har forladt Greve til fordel for DS-klubben GVI tæt på sin arbejdsplads.

– Det ser rigtig lovende ud med den trup, vi har, og jeg er overbevist om, at truppen er der, hvor den skal være, når vi indleder oprykningsspillet, lyder det videre fra Michael Madsen.

Greve starter oprykningsspillet på sjettepladsen og skal i forårets første kamp 19. marts op imod B93, som indtager fjerdepladsen.

Greve har foreløbig aftalt flere træningskampe – blandt andre de følgende:

Lørdag den 28. januar 2017 hjemme mod Fredensborg klokken 13.15. Lørdag den 4. februar 2017 ude mod Holbæk klokken 14.00 i Tølløse. Lørdag den 11. februar 2017 ude mod AB klokken 10.30.