
Greve Erhverv, der tæller flere end 250 lokale virksomheder, har haft inviteret foreningens medlemmer på glatførekursus på Sjællandsringen i Tjæreby med gode råd om dæk og sikker kørsel.
Selvom frosten er ved at slippe sit tag, så er Danmark stadig præget af mange perioder med regn og vådt føre. Det stiller krav til både bil, dæk, udstyr og fører, hvilket erhvervsfolkene kunne opleve på egen krop og i egne biler.
Claus Larsen fra Continental Dæk Danmark A/S holdt oplæg om vigtigheden af at have de rigtige dæk på i forhold til føret og årstiden inden testen, der blev foretaget med biler i tre størrelser, monteret med henholdsvis vinterdæk og sommerdæk.
Efterfølgende stod den på to timers afprøvning af bilens reaktioner på FDMs baneanlæg, der byder på muligheder for at køre på både tør vej og våd vej.
– Specielt glatbanen gjorde indtryk, for den viste, hvor vigtige de korrekte dæk er for bilens bremse- og styreevne. Et par af medlemmerne havde valgt at køre på sommerdæk, og her blev bremselængden forlænget med mellem 20 til 50 meter, siger den nyvalgte formand for Greve Erhverv, Torben Hoffmann.