Tune/København: 'Det var ikke mig, men min gode ven, der skød vores fælles bekendte.' Sådan lød det tirsdag i Østre Landsret i en retssag, der drejer sig om et drab begået den 4. oktober 2020 ved vinterrasserne nær Hedeland.
Den mand, der i Retten i Roskilde blev frikendt for drabet, forklarede, at den dræbte var en god kammerat, som han havde kendt i cirka fem år. Op mod drabet opstod der en uoverensstemmelse mellem den dræbte og den tiltalte. Førstnævnte skyldte nogle tusinde kroner til sidstnævnte, og begge var i økonomiske vanskeligheder. Derfor fandt de på noget forsikringssvindel og meldte den senere dræbtes motorcykel som stjålet. Herefter opbevarede den tiltalte motorcyklen i sin garage for senere at sælge den. Det var dog kun halvdelen af det aftalte beløb, som den tiltalte fik for salget af motorcyklen.
Anklageren vil have manden, der i byretten blev frikendt for drabet, dømt sammen med den mand, der i byretten blev idømt 16 års fængsel for drabet og ulovlig våbenbesiddelse. Under sin forklaring fortalte den i byretten drabsfrikendte, at han samlede våbenet, som den dømte brugte til at skyde deres fælles bekendte i hovedet med. Det var der ikke noget mærkeligt i, fordi de tit havde samlet våben før, da det var en fælles interesse, den dræbte og den tiltalte havde.
– Jeg tænkte, at våbenet skulle sælges, lød det fra den tiltalte.
Han så, ifølge sin forklaring, ikke at den anden tiltalte og i byretten dømte skyde deres fælles bekendte og ved ikke, hvorfor han gjorde det. Han var efterfølgende chokeret og kontaktede ikke politiet eller fortalte, hvad der var sket til nogen. De to tiltalte kørte efter drabet sammen væk fra gerningsstedet, og efterfølgende var den tiltalte i kontakt med den dræbtes kæreste. Hun var bekymret for den dræbte, men den tiltalte fortalte hende ikke, at han var død, fordi har var blevet instrueret af den anden tiltalte til at lave et røgslør. Han var nemlig bange for den anden tiltalte.
Da den tiltalte blev spurgt, hvorfor han ikke bare fortalte sandheden, lød forklaringen, at han gik i panik.
– Jeg tænkte ikke over noget, men var i panik og i chok. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg frygtede, at jeg også ville blive dræbt, lød hans forklaring, hvor han uddybede med at forklare, at han sad i klemme mellem, hvad den anden tiltalte fortalte han skulle forklare og så det, han godt vidste var det rigtige at sige.
Dagen efter drabet var den tiltalte ude at lægge blomster sammen med de pårørende til den dræbte, og heller ikke her fortalte han, hvad der var sket.
– Jeg havde startet en løgn, og den var jeg nødt til at holde fat i, sagde han.
Han ville dække over den anden tiltalte, men blev senere under sin varetægtsfængsling rådet til at tænke på sig selv. Han skrev et brev til en ven, som blev smuglet ud af fængslet, hvor han bad vennen om at fjerne det våben, som blev brugt til drabet, fordi han vidste, at der var hans dna på, fordi han havde samlet våbenet. Han bekræftede, at han havde været på parkeringspladsen, da den dræbte blev skudt, hvilket teledata også viser, men fastholder, at det var den anden tiltalte, der skød.
– Jeg vidste godt, at det kunne give mig et problem, at jeg var på parkeringspladsen, da den døde blev skudt, sagde han.
Ændrede forklaring
Den anden tiltalte, der i byretten blev dømt for drabet, har en noget anden forklaring. Under sin forklaring fortalte han, at det var den anden tiltalte, der skød deres fælles bekendte. I byretten forklarede han, at han slet ikke var på parkeringspladsen, hvor den dræbte blev fundet morgenen efter. Det står i kontrast til de teledatakort, som blev fremvist i byretten, der viser, at begge tiltaltes og den dræbtes telefon var ved parkeringspladsen den aften, hvor skuddrabet fandt sted. Ved tirsdagens retsmøde i Østre Landsret forklarede han dog, at han var på parkeringspladsen.
– Jeg ville ikke være stikker og havde ikke lyst til at lade min kammerat, som jeg kaldte min bror, i stikken. Jeg havde håbet, at byretten kunne gennemskue, at jeg ikke havde noget med det at gøre. Jeg ville ikke være i fedtefadet, så derfor fortalte jeg ikke tidligere, at jeg havde været på gerningsstedet, fordi jeg håbede, at den anden tiltalte lagde kortene på bordet og fortalte sandheden, lød svaret på spørgsmålet om, hvorfor han har ændret forklaring.
Den tiltalte sendte dagen efter drabet en sms til en ven, hvor han først forklarede, at han dummede sig dagen før og senere skrev, at han havde 'skudt en' dagen før. Det havde dog ikke noget med drabet at gøre, men handlede om, at han havde taget doping, lød forklaringen.
– Beskederne ser rigtig grimme ud. Jeg delte beskeden med ham, fordi han var som en bror for mig. Man kalder det at 'skyde en,' når man tager steroider. Med at skrive, at jeg dummede mig, mente jeg, at det var dumt at skifte dopingmærke, forklarede den tiltalte om sms'erne, som han sendte til en ven.
Trods han flere gange er blevet dårlig i dagene efter at have taget doping meldte han sig ikke syg til sin arbejdsgiver dagen efter. Det skyldes, at han lige havde fået nyt job og derfor ikke ville blive væk fra sit arbejde, forklarede han.
I Retten i Roskilde blev det fastslået, at der på parkeringspladsen blev fundet en cigaret med hans dna på. Det skyldes, at den dræbte og den tiltalte tidligere på dagen delte cigaretter, da de var sammen. Her hentede den dræbte nemlig den tiltalte ude hos sidstnævntes daværende kæreste.
Efter drabet blev den dræbtes to telefoner smidt lidt væk fra gerningsstedet. I Østre Landsret forklarede de to tiltalte, at det var den anden tiltalte, der tog telefonerne ud af den dræbtes lommer og smed dem væk.
Under første retsdag i Østre Landsret blev der afspillet nogle optagede samtaler mellem de to tiltalte, hvor de hyggesnakkede og talte om private ting cirka et døgn efter drabet.
Hvordan kunne I tale sammen så kort tid efter drabet, hvor du har set din ven skyde en fælles bekendt, lød spørgsmålet fra anklageren.
– Det hele var så uvirkeligt for mig. Jeg havde ikke forstået, hvad der var foregået, lød svaret fra den tiltalte, der som skrevet blev dømt for drabet i Retten i Roskilde.
Hvorfor skal vi tro på din forklaring denne gang, spurgte forsvareren.
– Jeg må håbe på, at I vil tro på mig. Jeg vidste godt, at jeg i byretten ville blive fanget i, at jeg forklarede, at jeg ikke var der, selvom det kunne bevises, at jeg var på gerningsstedet, lød det fra den tiltalte, der blev dømt for drabet i Retten i Roskilde.
