Byrådsmedlem har meldt sig ud af Nye Borgerlige

Greve: Hans-Jørgen Kirstein, der er formand for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget i Greve Kommune, har meldt sig ud af Nye Borgerlige.

Byrådsmedlem har meldt sig ud af Nye Borgerlige

Selv fortæller Hans-Jørgen Kirstein, at han føler, han har været loyal til det sidste og bakket op om partiet. Foto: PR

Foto:

Meget var, som det plejede ved seneste byrådsmøde i Greve Kommune, men ikke Hans-Jørgen Kirsteins skilt. Udvalgsformanden har nemlig meldt sig ud af Nye Borgerlige, hvorfor der nu står ”UP2” – uden for parti.

Selv fortæller han, at han føler, han har været loyal til det sidste og bakket op om partiet.

– Som medlem af et parti og samtidig repræsentere partiet i et Byråd, så er det helt naturligt. Til vores sidste generalforsamling i Nye Borgerliges lokalafdeling i Greve-Solrød valgte stort set hele bestyrelsen at forlade partiet. Jeg har haft et godt samarbejde og dialog løbende med formanden, og det er klart, at man så overvejer sin situation, siger han og fortsætter:

– Jeg sidder på et mandat givet af vælgere, og derfor ville jeg gerne have givet mit mandat videre til Nye Borgerlige. Dette var ikke muligt, da suppleanterne også havde valgt at melde sig ud af partiet. Så var det helt naturligt.

– Jeg kan godt forstå, hvis der er vælgere, der er skuffede, men det hører stadig med, at jeg vil føre borgerlig politik. Jeg har lært meget i mit arbejde i Byrådet, og for mig er det vigtigt, at vi får sikret brede forlig, som repræsenterer så mange borgere, som muligt, tilføjer Hans-Jørgen Kirstein.

Om de nærmere overvejelser til, at han valgte at forlade partiet i begyndelsen af april, siger han, at han gerne vil holde for sig selv. Også efter, at han i midten af marts til DAGBLADET sagde, at han ønsker ro i partiet:

– Jeg ved ikke, om det er den rigtige måde i forhold til ro, det har jeg ikke løsningen på.

Selv fortæller Hans-Jørgen Kirstein, at han føler, han har været loyal til det sidste og bakket op om partiet. Foto: PR