Man kan næsten fornemme det på ham, når man møder ham og har brugt en håndfuld minutter i hans selskab.
Jovist er der da rynker og tegn på levet liv i ansigtet på Svend Erik Pedersen – men der er stadig én eller anden friskhed og opvakthed i hans øjne og hans måde at tale på, som man ikke nødvendigvis finder hos alle og enhver, som kun er måneder fra at have 75-års fødselsdag.
Vi er på besøg hos Svend Erik og hans kone Hanne i et hyggeligt rækkehus i Ishøj – på en rolig vej lidt afsides fra både togbanen og de store hovedveje.
Og i løbet af få minutter i hjemmet afslører en anden ting, at vi hér har at gøre med en “senior” i vældig god form: Hans tempo på vej op ad trapperne, da han skal vise mig sin løbsracercykel – som har permanent plads indendøre – er som en 25-årigs.
Jo, der er på flere måder stadig fart over feltet for Svend Erik Pedersen, som i en lang årrække har kørt for Greve CC. Og som altså stadig kører for at vinde i den ældste licensklasse herhjemme: H70.
– Vi flyttede her til huset i 1977, og da jeg så lå og kørte i bil ind til København, hvor jeg arbejdede, så så jeg de hér cykelryttere ind ad Gl. Køgevej, som lå og drønede på arbejde på den måde. Og så tænkte jeg: Det er sgu dét, jeg skal. Jeg skal da ikke ligge og holde i kø i bil hér, fortæller Svend Erik om dét, der blev starten på hans cykelliv.
Så han fik til en start købt sig en med egne ord “rigtig kikset racer”, som dog stadig var god nok til, at han i sin løstsiddende træningsdragt kunne følge med de langt mere lirens cykelryttere på deres dyre racere og i deres strømlinede cykeltøj.
Han spillede egentlig fodbold i sine unge dage, men i midt-80’erne blev Svend Erik Pedersen enig med sig selv med, at nu skulle licenscyklingen have en chance – efter at han havde vundet motionsløbet Sjælland Rundt, der jo som bekendt er hele 320 kilometer langt.
– Det var vel egentlig min svoger, der fik mig med ombord for alvor, det skylder jeg ham at sige, og så min kone, som forærede mig en DCU-licens i 39-års fødselsdagsgave i 1987, forklarer Svend Erik, som året efter vandt sit første “rigtige” cykelløb.
– Det er den fedeste følelse, jeg nogensinde har prøvet. Nøj, hvor var det dejligt, siger han med et grin om sejren i den daværende Begynderklassen – det, som i dag hedder D-klassen.
Han startede jo sent, kan man sige, så han nåede aldrig op i A-klassen. Så snart man var 40 år dengang, blev man automatisk rykket op i veteranklasserne, og det kunne der ikke laves om på. Men han nåede da akkurat at vinde løb i C-klassen, og ville ganske givet være rykket op i B-klassen senere – hvis han ikke var blevet “spærret” af alderen.
I sine 40’ere vandt Svend Erik Pedersen typisk et løb om året – men ellers en bunke andre top 10’ere.
– Jeg er en forholdsvis lille rytter og har aldrig haft den helt store spurt, så jeg har altid skulle prøve at slippe alene hjem for at vinde, tilføjer han med én af sine mange nærmest ræveagtige smil.
Alle årene helt til nu Pedersen han kørt for Greve CC, og hér har han med egne ord “nærmest skiftet ble” på den nuværende banerytter Marc Hester, der som barn netop huserede i klubben – og i det hele taget var klubben i 90’erne og 00’erne et vældigt socialt samlingspunkt, fornemmer man.
Men de tider er ikke helt sådan længere.
– Det er i dag blevet så tyndbenet med frivillige i klubben, at der ikke engang er klubaftener mere. Og det er fordi folk har så meget andet at tage sig til. Og det er da en skam, påpeger han og indrømmer i samme åndedrag, at han de senere år selv har været “for dårlig” til at møde op til den slags ting.
Han skynder sig dog at føje til om Greve CC:
– Der er stadig en super forældregruppe i klubben og også nogle meget arbejdsomme ledere. Og heldigvis er ungdomsårgangene stadig fint repræsenteret, siger Svend Erik.
Men tilbage til hans egen nu efterhånden noget fremskredne cykelkarriere, for op gennem sine 60’ere begyndte han for alvor at vinde mange løb, og uden på nogen måde at kunne give et præcist tal, mener han godt at tallet kan have heddet en 40-50 stykker i løbet af de 10 år.
I dag er han så, som nævnt, H70’er – og vinder stadig sine cykelløb. Sidste sæson kørte han f.eks. kun tre løb – men vandt de to. Så løbene er måske blevet færre, men det er træningskilometerne på ingen måde.
Faktisk træner Svend Erik Pedersen ikke mindre end 20.000 kilometer om året, hvilket – kan det nævnes – er et aldeles uhørt tal for en 74-årig rytter. Det svarer omregnet til 55 kilometer om dagen, hvis man vel at mærke træner samfulde 365 dage om året…
Derfor er der et enkelt spørgsmål, der efterhånden virkelig presser sig på:
Hvor længe kan og vil du blive ved, tror du?
– Jeg kommer til at dø ude på cyklen en dag – jeg vælter om i grøften, svarer Svend Erik med et grin og et glimt i øjet. Men tilføjer så alligevel alvorligt.
– Det er svært at sige. Jeg var syg her i vinter, sådan ret syg, hvor jeg troede, det var corona. Men jeg har jo en eller anden vilje til at starte op igen og igen. Jeg har stadig et vildt konkurrence-gen, må jeg nok indrømme – og det er stadig sjovt at vinde.
Konkluderer den snart 75-årige rytter, som nu har iført sig cykeltøj til ære for fotografen – og stadig står ualmindeligt skarpt.
