
Cirka 200 borgere fra Solrød og 560 borgere fra Greve har fået tilsendt et brev fra Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen, hvor der står, at de nu kan booke tid til at modtage vaccinen mod COVID-19.
En stor del af landets plejehjemsbeboere er nu vaccineret mod COVID-19, og næste del af vaccinationsplanen er på trapperne til at blive rullet ud. De næste danskere i køen til vaccinen er borgere over 65 år, som modtager både praktisk hjælp og personlig pleje, og her er ca. 200 borgere i Solrød Kommune og 560 i Greve Kommune blandt dem, der bliver tilbud vaccinen.
Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen har nemlig sendt et brev ud i enten e-boks eller som quickbrev til de berørte borgere, hvori der står, at de kan booke tid til vaccinationen.
Alle kommuner er i forbindelse med vaccinationsindsatsen blevet bedt om at indsende lister til Sundhedsstyrelsen på borgere, som er over 65 år og får både praktisk hjælp og personlig pleje. Det er de lister, der danner grundlag for, hvem der har fået tilsendt vaccinationsbrevet.