Fredag den 10. marts kunne virksomheden ABC Rådgivende Ingeniører byde velkommen i deres nye lokaler, der fylder det meste af 1. sal i 2G centeret, der over de seneste måneder er blevet ombygget fra de tidligere tomme butikslokaler. Der er kommet flere vinduer og et mere åbent kontormiljø.
ABC rykker ind med cirka 100 medarbejdere, der fylder det meste af arealet. et enkelt lokale bruger de ikke i øjeblikket – det vil de i stedet leje ud til enkeltmandsvirksomheder, som mangler en kontorplads.
Det er en virksomhed i voldsom vækst, der rykker til Glostrup. Den blev stiftet for ikke engang 13 år siden i en kælder i Hvidovre, som ejer og stifter Ammar Al-Temimi fortalte i sin tale.
– Det har været en lang rejse her til. Det hele startede 16. maj 2010. Der besluttede Bartek Haus og jeg at lave et hobby-projekt. Når man skal lave en virksomhed, så skal man have en adresse. Det blev mine forældres kælder. Mine forældre bor i en bungalow i Hvidovre. Det blev det første kontor for ABC. Der gik nogle dage, og den første kunde havde fundet frem til ABC. Han bankede på døren og min mor, som ikke taler særlig godt dansk, hun åbner døren. Vi brugte ikke kælderen som andet end adresse, vi mødtes med kunderne på cafeer og så videre. Min mor ringede mig op og spurgte: Hvem er den mand? Jeg fik travlt med at forklare min mor, at jeg havde registreret et ingeniørfirma i hendes kælder, men der var kunden allerede forduftet og vi så ham aldrig mere, fortalte han.

Klar til vækst
Fra kælderen i Hvidovre gik det via forskellige adresser i Hvidovre til en adresse på Valhøj Allé i Rødovre. Her var medarbejderne spredt over flere etager, og det fungerede ikke for dem. Derfor var de glade, da de fandt lokalerne i Glostrup, som faktisk har en forbindelse til ABC. Det var nemlig dem, der rådgav den nuværende ejer i forbindelse med hans køb af bygningen. De regnede også på et projekt, der kunne have gjort centeret markant større.
– Vi havde investeret i en 3D printer. Ejerne havde en ambition om at bygge 13 etager ovenpå ned mod stationen. Den her bygning var vores første 3D print, siger Ammar Al-Temimi.
Han har været ude at kigge på rigtig mange lokaler, før han endelig fandt de rigtige i det centrale Glostrup.
– At kunne være på én etage, at have 190 parkeringspladser ovenpå, at være tæt på stationen, at kunne renovere og puste liv i en gammel bygning, det kunne vi ikke sige nej til, siger Ammar Al-Temimi.
ABC rykker ind i Glostrup med 100 medarbejdere, men med en ambition om og plads til, at der kan sidde op til 200 mennesker i lokalerne. Det er en vækst, som virksomheden er vant til – den er vokset til den nuværende størrelse på mindre end 13 år og har i mellemtiden vundet syv Børsen Gazelle-priser i træk.
– ABC’s succes over de 13 år fra kælderen til i dag, det er jer. Det er jer samarbejdspartnere, der har troet på os. Ham den første, der kom og besøgte os, han troede ikke på os, men siden da, har I troet på os, I har udviklet og udfordret os. Det er også jer ABC’ere, der bringer jeres faglighed her til hver dag. Uden jeres faglighed er denne virksomhed ingenting, sagde Ammar Al-Temimi i sin tale til housewarmingen.

Liv i tomme lokaler
Glostrups borgmester, Kasper Damsgaard, var også med til housewarmingen for at byde den nye virksomhed velkommen til Glostrup.
– Når jeg hører din historie og den drøm, det håbe, den vision du fortæller om, og jeg så kigger på alle de mennesker, der er kommet her i dag, så er jeg ikke i tvivl om, at det har I nået, og I kan komme meget længere. En virksomhed med Vestegns DNA passer godt ind i de her rammer. Det gør mig stolt, at vi som kommune kan tiltrække så stærk en virksomhed, som I er, sagde han.
Han fortalte ingeniørerne om de mange planer, som Glostrup Kommune har for de omkringliggende områder med udbygningen af centeret, udvidelse af stationen og nye bygninger på Stationspladsen. I den forbindelse er han selvfølgelig glad for, at der nu kommer liv i G2, hvor især 1. salen har ligget tom i en del år.
– At få en virksomhed ind, som kan skabe noget liv, det betyder meget. Det er godt for både Glostrup og G2. Det er jo en ambitiøs virksomhed, som har vokseværk, og vi er bare glade og stolte af, at vi kan tiltrække en virksomhed som ABC her til Glostrup, siger han.
