Under havet i bibliotekets kælder

Under havet i bibliotekets kælder

Birgitte Klæbel står klar med sæbebobler og gode historier.

På Glostrup Bibliotek kan daginstitutionerne komme under havoverfladen og opleve historier om havets virkelige og magiske væsner. Børnekulturformidler Birgitte Klæbel står klar til at tage imod grupperne. Det foregår i bibliotekskælderen, hvor de gamle bøger står opmagasineret. Der er lidt mørkt, men en blå lyskilde, der projekterer havets overflade, lyser op på loftet og rundt på reolerne. Der svæver sæbebobler i luften og børnene kan sidde på bløde madrasser mellem reolerne og nyde stemningen mens de lytter til højtlæsningen.

– Det er en oplevelsesbaseret indgang til børnelitteraturen, hvorpå vi kommer ind på både faglitteratur og skønlitteratur, samt forskellen på disse. Når sanserne bliver aktiveret, har vi en god åbning for at lære noget nyt, forklarer Birgitte.

Det er et tiltag, der støtter op om daginstitutionernes læringsmål og de temaer, der arbejdes med ude på stuerne. I forårsperioden bliver der arbejdet med temaet “under havet”, som Glostrup Bibliotek støtter op om.