I hverdagen møder mange mennesker digte hele tiden i form af sangtekster, små rim og remser eller citater. Men når Glostrup-borgerne skal låne bøger på biblioteket, er det ikke så mange digtsamlinger, der ryger i nettet.
– Romanen låner meget mere ud end digtsamlinger, der af mange ses som en smallere og mere udfordrende genre. Det er faktisk en skam, for der er rigtig mange gode og anderledes ting at hente i poesien. Her bruges sproget på anden måde end i romanerne og kan meget præcist sætte ord på nogle følelser og stemninger, som vi alle sammen går rundt med, siger Kirsten Vestergaard Mikkelsen, litteraturformidler på Glostrup Bibliotek.
Derfor gør biblioteket i næste uge en særlig indsats for poesien med en konkurrence, hvor brugerne selv kan indsende et digt. Temaet for årets poesiuge er sanser, og digtet, man indsender, skal på den ene eller anden måde handle om at sanse.
– Digte handler ofte om at sanse verden omkring sig på forskellige måder, om det er at lytte, se, lugte, smage eller mærke sin omverden på den ene eller anden måde. Digtet kan både være trist, sjovt, romantisk, eller vredt, det kan rime eller ej, det er op til dig, siger Kirsten Vestergaard Mikkelsen.
Sådan deltager du
Send dit digt til kirsten.mikkelsen@glostrup.dk inden torsdag d. 23. marts kl. 12.00. Du kan også aflevere dit digt fysisk på biblioteket i poesipostkassen, der står ved bogudstillingen ved betjeningsøen, når du kommer ind på biblioteket. Husk at oplyse dit navn, telefonnummer og e-mail, så biblioteket kan kontakte dig, hvis du vinder.
Vinderen kåres fredag d. 24. marts som afslutning på poesifesten. Vinderdigtet bliver delt på bibliotekets hjemmeside, Facebook- og Instagramside og udstilles på biblioteket. Som præmie vinder du to af bibliotekarernes yndlingsdigtsamlinger, nemlig ’Måske sjælen’ af Rasmus Nikolajsen og ’Berøring af hud’ af Pia Tafdrup.