Socialdemokratiet og SF havde traditionen tro en fælles 1. maj i kælderen under biblioteket. På talerstolen var blandt andet Henrik Lund, der er kommunalbestyrelsesmedlem for SF og til daglig er faglig sekretær i 3F. Han startede sin tale med at trække den historiske linje.
– For 150 år siden, den 15. maj havde Louis Pio indkaldt de københavnske arbejdere til demonstration på fælleden i København. Der var udbrudt storstrejke blandt arbejderne, der ønskede en kortere arbejdsdag. Kravet var, at arbejdstiden blev nedsat fra 11 til 10 timer om dagen seks dage om ugen. Stormødet blev mødt af politi og soldater, og der udbrød slagsmål og flere af lederne blev arresteret. Det var dem, der senere lagde grundstenene til det vi i dag kender som fagbevægelsen og arbejderpartierne. Kimen til det den danske model, til vores partier, til det sammenhold og kollektiv, vi har i dag, blev lagt i 1872. Vi er i dag samlet for at markere arbejdernes kamp for bedre vilkår og for bedre lønninger, sagde han.
Han kan se en direkte sammenhæng mellem de ideer, der blev kæmpet for i 1872 til den måde, Danmark kom gennem corona-krisen.
– Vi har været igennem en lang pandemi, som har betydet store ofre for både den enkelte og for kollektivet. Vi er kommet godt igennem krisen i Danmark. Her viste det sig, hvad det betyder, at man har et godt sammenhold og at der er solidaritet blandt borgerne i et samfund. Det sammenhold bunder primært i den socialistiske idé og de stærke kollektive tanker, der binder vores samfund og arbejdsmarked sammen, sagde Henrik Lund.
Krigen
Henrik Lund havde også fokus på krigen i Ukraine i sin tale.
– Krigen i Ukraine trækker lange spor efter sig. Der er prisstigninger, der er flygtninge, der er usikkerhed. Igen kan vi se vores fællesskab træde til og de svageste få hjælp, når det for alvor kniber, sagde han.
Han sagde også, at han har været glad for den måde, som Danmark og Glostrup har taget imod de ukrainske flygtninge.
– Der er en smule malurt i bægeret for mig. Det er ikke første gang, vi oplever en flygtningekrise. Men vi har aldrig tidligere behandlet flygtninge så godt, som vi behandler de ukrainske flygtninge. Det bør vi også gøre for alle andre flygtninge. Mange andre er flygtet fra krig, sult og nød. Når vi udviser solidaritet, bør det være for alle former for flygtninge, ikke bare ukrainske flygtninge. Vi har et rigt samfund, vi har råd til det. Når folk forlader deres liv, så skal det ikke være for at komme frem til trusler, usikkerhed og flygtningelejre i Rwanda, sagde han.