Arbejdet med Hovedstadens Letbane betyder i øjeblikket en omlægning af trafikken på den sydlige del af Nordre Ringvej. Når man kommer nordfra, må man hverken svinge til højre eller venstre ad Hovedvejen. Det sker dog meget ofte, at bilisterne gør det alligevel. Derfor har Københavns Vestegns Politi været på stedet ad flere omgange for at dele bøder ud til de bilister, der ikke følger reglerne.
– Vi skrev nogle sager i sidste uge. Så synes vi, at der var flere, der svingede ulovligt, så vi har også skrevet nogle i dag, siger Erik Andersen, færdselsbetjent ved Københavns Vestegns Politi.
Han oplyser, at politiet også har fået en henvendelse fra en borger om problemet. Folkebladet har også hørt fra især bløde trafikanter, der føler sig utrygge i krydset.
Bøden for de ulovlige sving er på 1.500 kroner og udløser ikke klip i kørekortet eller andre afgifter.
De fleste bilister har set skiltene.
– De fleste ved godt, de har gjort noget forkert. Meget få siger, de ikke har set det. Enten er det fordi, de er vant til at køre der og bare kører samme rute, som de plejer, ellers er det fordi de kører efter deres GPS, siger færdselsbetjenten.
Også i den kommende tid vil Københavns Vestegns Politi have ekstra fokus på krydset.
– Vi vil jo helst undgå at skrive bøder. Det er jo ikke sådan, at det er politiet, der har sat skiltene op, for at vi kan få penge i statskassen. Reglerne er godkendt af vejmyndighederne af hensyn til sikkerheden omkring letbanearbejdet, siger Erik Andersen.
