Støtte: På landsplan har omkring 10.000 børnefamilier indtil videre ansøgt om Vinterhjælp hos Røde Kors, som åbnede for puljen 17. januar. Ansøgere mangler typisk mad, medicin og gode oplevelser med børnene, fortæller Røde Kors i en pressemeddelelse.
Af lokale tal fremgår det, at fem børnefamilier fra Søborg og seks fra Bagsværd indtil videre har søgt om vinterhjælp, viser Røde Kors’ tal fra fredag den 27. januar.
– Der er stort behov for hjælp. Nogle familier mangler ganske enkelt det allermest basale, udtaler generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl, i pressemeddelelsen.
Mangel på tøj og sko, ingen frisk frugt og grønt, og fravalg af nødvendig penicillin til børnene. Det er ifølge Røde Kors dagligdagen for mange børnefamilier i øjeblikket efter måneder med høje prisstigninger på blandt andet el og dagligvarer. Derfor åbnede Røde Kors 17. januar for en akut Vinterhjælpspulje, hvor udsatte børnefamilier kan søge om en økonomisk håndsrækning i en tid, hvor økonomien er hårdt presset for mange.
Vinterhjælp uddeles med midler fra blandt andet Socialministeriet og energiselskabet Norlys og består af gavekort på 1.000 kroner til Coop-butikkerne Kvickly, Dagli’Brugsen og SuperBrugsen over hele landet. Røde Kors forventer at uddele 16.000 gavekort. Indtil videre har 10.000 søgt puljen.
– Vi læser hjerteskærende vidnesbyrd fra familier, som er udsat for et ufatteligt stort pres på grund af en økonomi, der ikke rækker hverken helt eller halvt. Børn, der ikke får frugt og grønt, ikke får vintertøj eller -støvler, og syge børn, som ikke får den nødvendige penicillin, fordi der ikke er råd. Der er forældre, der fortæller, at der er hele dage, de ikke spiser, fordi de prioriterer mad til børnene, fortæller Anders Ladekarl.
Røde Kors’ Vinterhjælp kan søges på rødekors.dk/vinterhjælp