Mandag har skolebørnene haft første skoledag, og flere har tilsyneladende haft brug for hjælp til skolestarten end tidligere år. I hvert fald er ansøgertallet til Dansk Folkehjælps Skolestarthjælp generelt stigende – i 2020 var der 1.275 ansøgerfamilier, mens der i år var 2.257.
– Det stigende ansøgertal giver stof til eftertanke. Interessen for Skolestarthjælp viser, at uddannelse og skolegang er et område, som vi fra alle sider af samfundet er nødt til at prioritere højt, udtaler generalsekretær i Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem.
I Gladsaxe var der 15 ansøgere til Skolestartshjælp, og 12 fik hjælpen, fortæller Dansk Folkehjælp til Gladsaxe Bladet. 40 procent af ansøgerne var omfattet af enten kontanthjælpsloftet eller '225-timers'-reglen.
I nabokommunerne Lyngby-Taarbæk, Gentofte, Herlev, Furesø og København var der henholdsvis 5, 6, 10, 16 og 193 ansøgere.
Udover fysiske produkter får eleverne også udleveret hjælpen i form af digitale gavekort. Det er tredje år at Dansk Folkehjælp tilbyder Skolestartshjælp.