Ny bog om Auschwitz, lykke og tilfældigheder

”Pigen på balkonen” er skrevet af Gladsaxe-forfatteren Jørgen W. Frøhlich på baggrund af samtaler med Auschwitz-flygtning

Ny bog om Auschwitz, lykke og tilfældigheder

Jørgen W. Frøhlich med sin nyudgivne bog. Foto: Privat.

Her i 80-året for jødernes flugt fra Danmark under 2. Verdenskrig, udkommer romanen ”Pigen på Balkonen”, der handler om en ung tømrerlærlings dramatiske aleneflugt til Danmark, og derpå til det neutrale Sverige. Romanen er skrevet af Jørgen W. Frøhlich, der oprindelig var dagbladsjournalist og chefredaktør, men debuterede som skønlitterær forfatter i 2015 med den anmelderroste ”Og mens englene græder”.

”Pigen på Balkonen” starter med en forklaring på, hvorfor der er en ung, smuk kvinde i badedragt, og et regnbueflag med Davidsstjerne, på forsiden af bogen. Om livet efter Auschwitz. Om hvordan bogstaverne stod i vejen for hovedpersonen, der ellers var en genial storyteller. Om tilfældets tilfældigheder og hvordan fortid og fremtid hænger sammen.

Og om et langt liv levet mellem svig og tilgivelse, mellem kærlighed og grådighed.

Inspireret af fortællinger fra krigen

Bogen er fiktion. Men handlingen er i det væsentlige inspireret af virkelige begivenheder, fortalt af et førstehåndsvidnes fortælling om flugten fra det nazistiske Tysklands ugerninger og det nye liv i Israel, som Jørgen W. Frøhlich har digtet videre på.

– Jeg har skrevet bogen, på baggrund af en presserejse til Israel. Jeg sad i flyveren og læste op på landet, og ved siden af mig sad en dansk dame der boede i Israel, som fortalte mig, at hendes far var Auschwitz-flygtning, og savnede en besøgsven. Jeg besøgte ham efter jeg var kommet hjem, og han havde mange spændende fortællinger fra krigens tid, fortæller Jørgen Frøhlich til Gladsaxe Bladet.

– Jeg tænkte – det er da stof til en bog, og begyndte at optage ham på min iPhone, men tanke på at skrive en bog. Disse optagelser blev grundlaget for ’Pigen på balkonen’, tilføjer han.