AB starter forårssæsonen op i 2. division med et topbrag ude mod Aarhus Fremad den 11. marts. Og her bliver der nok mulighed for at opleve nogle af uglernes mange nye spillere.
Uglerne har dog også mistet en del markante spillere, heriblandt midtbanedynamoen Simon Holden og den talentfuld back Lucas Koch, der begge er taget til Roskilde, målfarlige Mican Atici og forsvarsspilleren Adnan Curovic.
– Der har været en del flere udskiftninger end vi havde håbet på, men jeg synes at vi ser fornuftige ud. Nogle af de nye spillere kan gå ind på kort sigt, og andre er købt med et længere perspektiv, fortæller AB-træner Patrick Brich Braune.
Forstærket forsvar
På målmandsposten har AB hentet 20-årige Albert Gaub-Jakobsen – som tidligere har spillet U19-fodbold i FCK – i Vanløse. Samt Indy Groothuizen, som fik sin fodboldopdragelse i Ajax og har spillet superligabold i FCN og Vejle, i Æresdivisionen for ADO Den Haag, og på flere hollandske U-landshold. Han blev dog desværre skadet til træning, og kan forvente en pause på et par måneder.
Og så er 28-årige Tobias Brogaard – der var AB’s førstevalg mellem stængerne i efteråret – vendt tilbage til AB, efter at han i starten af januar ellers havde meldt ud, at han stoppede for at gå i gang med et liv væk fra fodbolden.
Forsvaret har også fået nyt blod, med tilgangen af 20-årige Adrien Koudelka, der er hentet i Freiburg, og har spillet 13 kampe for det tyske U17-landshold. Den 19-årige dansk-brasilianer, Marcelo Randolf, der er hentet i FC Nordsjælland, hvor han har spillet back på U19-holdet. Han har også spillet kampe på det danske U17-landshold.
Samt venstrebacken Axel Wallenborg, der kommer på en lejeaftale fra Djurgården, og også har U-landskampe på cv’et, fra den svenske U20, U17- og U16-landshold.
Fysik i angrebet
AB har også fået tilgang af Søren Ilsø – der er hentet i amerikansk fodbold men tidligere har spillet ungdomsfodbold i Esbjerg – til den centrale midtbane. Samt to unge argentinske midtbanetalenter – den 19-årige kantspiller Emiliano Gomez, og 18-årige centrale midtbanespiller, Emiliano Arrieta, der begge er hentet i argentinske Club Atlético Lanus.
Og den nye, fysisk stærke angriber, i Asger Højmark-Jensen, der er hentet i Hillerød, skal hjælpe holdet med at holde efterårets flotte målsnit med 42 mål i 16 kampe ved lige – han viste allerede at han har mål i støvlerne, da han scorede i træningskampen mod Avarta.
Det skal han sammen med den lille hurtige angriber Lucas Ørneborg, der tidligere har spillet U19-fodbold i FCK og Lyngby.
Ikke favoritter
AB har reelt set overpræsteret i efterårssæsonen, og skal kæmpe med om oprykning til 1. division i en tæt topstrid med Esbjerg, Aarhus Fremad og B.93, hvor alle fire hold har 35 eller 36 point, og 7-8 point ned til Kolding på 5. pladsen.
Patrick Birch Braune siger at man holder benene på jorden, og kører videre med AB’s spidskompetencer – sammenhold, sammenhængskraft og at arbejde for hinanden på banen.
– Vi er ikke favoritter til at rykke op – der ligger to fuldtidshold med Esbjerg og Kolding. Men vi har set gode ud, og vi vil da gå ud og jage det og se hvor tæt på vi kan komme. Og ellers prøver vi igen næste år, tilføjer AB’s cheftræner.